Politik

CNN-vært: Danmark er det gode eksempel, USA kan fremhæve

John Kerry lader sig ikke mærke af, at der kun er seks måneder tilbage af hans embede, siger den amerikanske politiske reporter Jonathan Mann.

Det er en taknemmelig amerikansk udenrigsminister, der i disse dage gæster Danmark. Og også en udenrigsminister, der efterhånden synger på sidste vers.

Men det kan man ikke mærke på de emner, som John Kerry tager op med Danmarks statsminister Lars Løkke Rasmussen og udenrigsminister Kristian Jensen.

Det mener i hvert fald CNN’s politiske reporter og vært, Jonathan Mann, der blandt andet er kendt fra det ugentlige politiske magasin ”Political Mann”. Han er i også i Danmark i øjeblikket for at deltage i Folkemødet på Bornholm.

- De emner, der blev talt om, er alle sammen nogen, der har et langt længere perspektiv. Det bliver et maraton at håndtere den globale opvarmning og terrororganisationen Islamisk Stat. Alene det at lave en frihandelsaftale mellem USA og EU er noget, der tager rigtig lang tid. John Kerry kommer til Danmark for at styrke, forny og varetage relationen til Danmark, men Obama-regeringen vil ikke være der til at høste frugten af indsatserne, som man sætter i værk, siger Jonathan Mann i et interview med TV 2.

Obama vil ikke være en syg fugl

Ifølge ham har Obama-regeringen for længst besluttet sig til hvordan man vil håndtere den kommende tid, der kaldes ”lame duck”-perioden – den tid, der går fra en ny præsident er valgt, til han tiltræder, og hvor den siddende regering derfor typisk holder sig noget i baggrunden.

- Obama-regeringen har et ønske om at man forsøger at forblive relevant, engageret og aktiv. Obama har bestemt sig til, at han ikke vil gå rundt som en syg fugl, siger Jonathan Mann.

Når John Kerry er så taknemmelig over for Danmark, skyldes det ikke blot, at vi deler værdier med USA, men også, at vi gør noget, som få andre lande gør.

Kerry hylder det danske flag

- Der er ved at sprede sig en opfattelse af, at visse andre lande ikke gør nok for at bekæmpe ISIL, at de ikke gør nok for at medfinansiere NATO og bakke op om den vestlige alliance. Her er Danmark er ekstraordinært eksempel, siger Jonathan Mann, der fremhæver Forsvarets indsats i kampen mod terrorbevægelsen Islamisk Stat samt indsatsen i NATO-regi.

- Hvad vi så var, at John Kerry ikke blot kom her for at plante det amerikanske flag, men også for at hylde det danske flag. Selv et enormt land som USA må være taknemmelig, når det kommer til alliancen og samarbejdet med Danmark.

Danmark er et meget lille land. Hvad kan USA få ud af at besøge os?

- Danmark viser vejen. Der har været snak om det danske militærbudget, men Danmark bokser over sin vægtklasse. Danmark gør langt mere end et land på Danmarks størrelse kan forventes at gøre. Danmark er det gode eksempel, som Danmark kan vise andre allierede, siger Jonathan Mann.

Danmark er USA's næstvigtigste allierede

Danske Torsten Jansen, som blandt har fungeret som USA-korrespondent for DR i Washington, er meget enig med CNN-værtens bedømmelse, og han mener, at Danmark er den næstvigtigste allierede for USA - næstefter Storbritannien.

- Danmark er i hvert fald USA's mest trofaste allierede, og USA vil gerne sende et signal til resten af verden om, at Danmark fortjener et skulderklap - både inden for klimapolitik og sikkerhedspolitik, siger Torsten Jansen.