Støjberg har flertal på plads: Nu bliver tålt ophold utåleligt

Reglerne bliver nu strammet for de udlændinge, der ikke kan udvises af Danmark.

- Vi opfylder det, vi har sagt i årevis. Når man er på tålt ophold, så skal det være så utåleligt som overhovedet muligt, og det mener jeg, det bliver nu.

Sådan siger udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) efter at have landet en aftale med Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance.

Aftalen indebærer, at udlændinge på tålt ophold i Danmark fremover skal opholde sig på Udrejsecenter Kærshovedgård mellem Brande og Ikast. Her vil de være forpligtet til at opholde sig, de skal underrette centret, hvis de forlader stedet - og samtidig har de meldepligt. 

Overholder de ikke forpligtelserne, vil straffen falde prompte i form af fængsel og fodlænke.

Indtil nu har linjet været for blødsøden, lod Inger Støjberg forstå.

- Straffene har været meget, meget milde, og reelt set har der ikke rigtig været en konsekvens af ikke at overholde meldepligten. Nu bliver det helt anderledes, for det vi kan se nu, det er, at alt for mange af dem, der er underlagt tålt ophold nu, lever et mere eller mindre almindeligt familieliv i og omkring København. Det er altså slut nu, siger hun. 

Konventioner bliver nu udfordret

Der er i alt 69 udlændinge på tålt ophold i øjeblikket i Danmark. Der er tale om personer, der er udvist af Danmark, men som ikke kan rejse hjem til deres respektive lande grundet usikkerhed. Det skyldes Danmarks forpligtelse til at overholde internationale konventioner. Men nu har partierne aftalt, at regeringen vil "udfordre og udforske" dem.

 - Det er vi meget tilfredse med, er kommet med i aftalen, siger udlændinge- og integrationsordfører Matin Henriksen (DF).

Tilfredshed var der også hos Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen.

- Det her handler om nogle mennesker, der er uønskede i Danmark. De har ikke et lovligt opholdsgrundlag. Det er nødvendigt, at vi får bedre styr på det, siger hun. 

SF: Det er helt skævt

Pengene til opstramningerne findes blandt andet ved at nedsætte den takst, som asylcentrene får til indkvartering og lommepenge til uledsagede mindreårige asylansøgere over 17 år. Det fik tidligere torsdag SF til at forlade forhandlingerne. 

- Vi vil ikke lade de unge, ensomme flygtninge, der har allermest brug for hjælp, betale for, at vi strammer vilkårene for kriminelle udlændinge. Ideen om at stramme vilkårene for kriminelle udlændinge er god, men det er totalt skævt, at aftalen skal finansieres af flygtningebørn, siger SF’s gruppeformand, Jacob Mark, i en skriftlig kommentar.

Den kritik preller dog af på udlændingeministeren.

- Hvis man kommer herop som 17-årig afgansk dreng, får man nogle meget, meget favorable vilkår. Man får også meget mere favorable vilkår end danske børn, der bor på opholdshjem. Det justerer vi en lille bitte smule på, og jeg forventer også, at vi kommer til at bevæge os længere ned ad den vej på et senere tidspunkt, siger hun.