Endelig er Hjemmeværnet med ved grænsen

16x9
Hjemmeværnets bistand med grænsekontrollen begyndte i dag. Foto: Claus Fisker / Scanpix

BLOG: Vi har brug for et styrket politi - men indtil vi får det er hjemmeværnet en del af løsningen på grænsen.

Hjemmeværnets dygtige folk er nu begyndt med at hjælpe politiet med at gennemføre grænsekontrol ved Danmarks sydvendte grænser – og det er rigtig godt. I Dansk Folkeparti har vi fuld tillid til den hjælp, som aktive medlemmer af hjemmeværnet kan være med til at yde under ledelse af politiet. Faktisk foreslog vi det allerede, da grænsekontrollen blev indført i starten af året.

Og hvor bliver man egentlig glad, når man tænker på, at der er danskere, der har mod på at træde til og hjælpe samfundet med så vigtig en opgave i en tid, hvor politiet er presset mere end nogensinde før. Danmark havde ganske enkelt været et fattigere land, hvis vi ikke havde haft de mange gode frivillige at trække på, der med kort varsel kan og vil træde til. Derfor skylder vi hjemmeværnet stor tak!

Grænsekontrol er kommet for at blive

Jeg har egentlig aldrig forstået, hvorfor grænsekontrol er blevet et fy-ord. Sagen er jo den, at det virker.

Kontrol ved vore landegrænser er simpelthen en nødvendighed, efter at EU i årevis har sjoflet opgaven med at kontrollere de ydre grænser, der var forudsætningen for, at grænserne i Europa blev åbnet. EU har ikke løst opgaven. EU har svigtet. De ydre grænser har i årevis stået piv-åbne for kriminelle, flygtninge- og migrationsstrømme og formentligt også for terrorsympatisører fra Afrika og Mellemøsten. Hvor uansvarligt!

Helt som forventet var EU’s undskyldning for egen inkompetence, at fejlen ikke var, at EU havde bestemt for meget – men tværtimod at EU havde bestemt for lidt.

Peter Kofod Poulsen (DF), retsordfører

Godt, at Schengen endelig er ved at bryde helt sammen. Helt som forventet var EU’s undskyldning for egen inkompetence, at fejlen ikke var, at EU havde bestemt for meget – men tværtimod at EU havde bestemt for lidt. Jow-jow, goddaw, mand økseskaft! Den er der vist ingen, der hopper på.

Schengen har fejlet - og nu må vi videre

Schengen har fejlet – og nu er det på tide at komme videre. Nu skal vi have gjort vores egen kontrol ved grænserne permanent, så vi bliver klar til at kunne kontrollere folk, der krydser grænserne. På den måde kan vi afvise kriminelle udenlandske bander og bremse migrationsstrømmen. Der er rigeligt at tage fat på.

Men en stærk grænsekontrol kræver, at der står et stærkt politi bagved. Men dansk politi er historisk presset. Der er derfor brug for at styrke politiet betragteligt i de kommende år – der skal tilføres et anseeligt antal betjente for, at det kan lykkes. Men indtil da er det godt, at hjemmeværnet er klar til at hjælpe politiet med aflastning med grænsekontrollen. Den nuværende løsning er ikke stærk nok – men alt går jo lidt langsomt i begyndelsen.

Indtil videre er der vist alene tilbage at sige tak til hjemmeværnsfolkene ved grænsen og ønske dem god arbejdslyst!