Løkke viser sin respekt for terrorofre i USA

Statsministeren mødes mandag aften med den amerikanske ambassadør i København.

TV 2 beklager for lydudfaldene i videoklippet ovenfor.

På vegne af regeringen og det officielle Danmark viser statsministeren mandag aften sin respekt for de 49 mennesker, der søndag morgen lokal tid mistede livet ved et terrorangreb på en natklub for homoseksuelle i Orlando. Yderligere 53 blev såret ved skudattentatet, hvor politiet skuddræbte gerningsmanden. 

Klokken 18.05 lægger Lars Løkke Rasmussen (V) en blomst ved USA's ambassade på Østerbro i København og mødes derefter kort med den amerikanske ambassadør i Danmark, Rufus Gifford. 

- Jeg kondolerede på egne og Danmarks vegne for det, vi har været vidne til, og det gjorde jeg for at vise respekt for de pårørende, ofrene og hele det amerikanske samfund, og i virkeligheden også de mennesker over hele verden, som insisterer på retten til at leve deres eget liv, siger Lars Løkke Rasmussen til TV 2 umiddelbart efter mødet.

I aftes udsendte Statsministeriet en pressemeddelelse, hvori Lars Løkke Rasmussen udtrykte sin foragt over for angrebet – og fastslog, at Danmark står skulder ved skulder med USA i sorgen.

- Frisind er mødt med had

- Det står nu klart, at vi i nat har været vidne til et modbydeligt angreb på retten til at være den, man er. På retten til at holde af den, man holder af. Alt for mange uskyldige mennesker har mistet livet i Orlando, fordi frisind og tolerance er blevet mødt med had, skrev Lars Løkke Rasmussen og fortsatte:

- Min dybeste medfølelse går til ofrene, deres nærmeste og hele det amerikanske folk. Angrebet er ikke kun meningsløst. Det er også nytteløst. I stedet for at splitte os, vil det forene os. Vi slår ring om de værdier, vores samfund er bygget på: Friheden til at leve det liv, man ønsker, lød det i meddelelsen.

Den amerikanske ambassadør, Rufus Gifford, sætter stor pris på den overvældende støtte fra Danmark.

- I tider som disse handler det om at stå sammen, og det er nu, vi har brug for vores allierede - mere end på noget andet tidspunkt, siger ambassadøren til TV 2.

Ikke tekstet

Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), lægger også blomster ved ambassaden. Det sker lidt før klokken 17, oplyser Folketinget til TV 2.

Senere mandag aften har foreningen for bøsser, lesbiske og transpersoner, LGBT Danmark, arrangeret en mindehøjtidelighed foran ambassaden. Den har over 600 personer allerede meldt deres deltagelse i via Facebook.