Grænsekontrol bliver lidt dyrere end ventet
Den midlertidige grænsekontrol og andre stramninger kommer formentlig til at koste 216 millioner i år.
Den danske grænsekontrol holder sig ikke helt inden for det budget, Folketinget havde regnet med.
I den politiaftale, der blev indgået i efteråret, har regeringen sammen med Socialdemokraterne, DF, Liberal Alliance og Konservative afsat 200 millioner kroner til "merudgifter som følge af ekstraordinære indsatser i grænseområderne".
Men justitsminister Søren Pind (V) regner nu med, at udgifterne bliver 16 millioner kroner højere, fremgår det af et aktstykke sendt til Folketingets finansudvalg.
Pind: Nye beslutninger koster penge
Ministeren forklarer, at der siden politiaftalen er blevet truffet en række nye politiske beslutninger, der koster penge.
- Det gælder særligt indførelsen af den midlertidige grænsekontrol, der har øget politiets indsats i grænseområderne betydeligt, skriver Søren Pind.
Han henviser desuden til den aftale om udlændingestramninger, som de samme partier vedtog i november sidste år.
Den indeholdt blandt andet øgede krav til frihedsberøvelse af afviste asylansøgere og skærpet melde- og opholdspligt for de afviste asylansøgere, der ikke er frihedsberøvet.