Politik

Stop nu det kulsorte spin, Venstre!

Hvornår erkender Venstre, at det danske vindmølleeventyr, er noget af det bedste, der er sket for danske borgere og dansk erhvervsliv?

Først dropper man et stort vindmølleprojekt og kort tid efter sætter man gang i et nyt vindmølleprojekt og skriver, at Danmark skal være vindmøllernes Silicon Valley.

Forvirret?

Det kan jeg godt forstå, for Venstre er i gang med vaskeægte ministeriespin, der tenderer snyd og humbug. Ministerens udspil er et helt ubegrundet brud på de løfter og det forlig, som partiet har givet de andre partier bag det store energiforlig, som SF stod i spidsen for i 2012. Sandheden er jo, at den ”nye” havvindmøllepark med stor sandsynligvis ville være kommet alligevel. I hvert fald hvis Danmark skal nå regeringens eget mål om at være uafhængig af fossile brændstoffer i 2050. Ministeren vil altså droppe de kystnære vindmøller, som er aftalt, og erstatte dem med en vindmøllepark, der ville være kommet alligevel. Sim salabim. Hokus Pokus.

Det er ikke kun de danske forbrugere og virksomheder, der bliver snydt. Danmark har et uvurderligt brand, når det kommer til vindenergi og grøn omstilling. Når ministeren leger julelege, så svækker det den danske stats troværdighed og kan gøre fremtidige udbud dyrere.

Nu må ministeren tilbage på sporet. Vi skal udbygge –ikke underminere – den danske vindenergi, som er én af vor tids største succeser. Det burde selv en venstreminister kunne få øje på.  For SF er der ingen slinger i valsen. Vi skal videre med de kystnære vindmøller NU og udbygge havvindmøllerne med to nye havvindmølleparker inden 2030.

Fremtidens energiformer

Regeringen vil gerne afskaffe PSO-afgiften. PSO-afgiften handler om at sikre investeringer i fremtidens energiformer. Regeringen vil flytte finansieringen til finansloven. Det er der en del problemer i, men det er absolut ingen grund til at skære ned og bryde løfter, fordi man flytter finansieringen. Det er rent spin at bruge omlægningen af PSO-en til regeringens egne sorte dagsorden.

Nu må regeringen op på energihesten og levere nogle visionære bud på, hvordan vi sikrer investeringerne i fremtidens energiformer og stoppe de kreative tryllerier og det uklædelige ministeriespin.