DF og S bakker Støjberg op: Nu skal det være utåleligt at være på tålt ophold

Krigsforbrydere, mordere og voldtægtsmænd skal fremover i fængsel og fodlænke, hvis det står til regeringen. Dobbeltstraf, siger Enhedslisten.

Garnet skal nu strammes om de udlændinge, der er på tålt ophold i Danmark og kriminelle udviste, der overtræder melde- og opholdspligten.

Tirsdag formiddag er Folketingets partier til sættemøde hos udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), der lægger op til at slå hårdere ned, når udlændinge ikke overholder reglerne.

Blandt andet skal de, der tidligere er straffet én gang kunne straffes med helt op til fem måneders fængsel, hvis de på ny begår overtrædelser – og så skal brugen af elektronisk fodlænke øges.

- Vi skal ikke være til grin

Inger Støjberg gjorde sig før mødet ikke de store forhåbninger om at lande en meget bred aftale.

- Det er først og fremmest vigtigt at få strammet op. Jeg vil selvfølgelig gerne have en bred aftale, men når man hører på Enhedslisten og ret beset også De Radikale, så er sandsynligheden for, at de kommer med i den her aftale jo nok lille, men forsøget skal selvfølgelig gøres, sagde hun.

Vi skal jo heller ikke være til grin. Vi har med dybt kriminelle mennesker at gøre.

Inger Støjberg (V), udlændinge- og integrationsminister

Det er ikke på kant med Danmarks forpligtelser til at overholde menneskerettighederne, sagde hun til TV 2.

- For mig at se, harmonerer det udmærket. Vi skal jo heller ikke være til grin. Vi har med dybt kriminelle mennesker at gøre. Det er krigsforbrydere, det er mordere, det er voldtægtsmænd. Som vi ikke kan sende ud af landet, og derfor bliver vi nødt til at tåle dem. Det skal jo også være sådan, at vi har fuldstændig tjek på, hvor de er, og det har vi ikke haft indtil nu, lød det fra ministeren.

DF og S: Flere skal udsendes

Hun kan regne med de sædvanlige støtter i udlændingepolitikken, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne.

- Vi har tidligere foreslået, at det skulle være nemmere at give elektronisk fodlænke og højere fængselsstraf. Vi vil også rejse spørgsmålet om, at vi gerne vil udsende flere, der er på tålt ophold. De fleste år har der faktisk været en nedgang af udsendelser, sagde Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, til TV 2.

Stod det til Dansk Folkeparti, burde udlændinge på tålt ophold fængsles, indtil de kan udvises af Danmark for bestandig.

- Så kunne de sidde der og tænke over tingene. Så kunne det være, de ville rejse frivilligt.

Er det rimeligt at give dem en ekstra straf på den måde?

- Hvis jeg skal være helt ærlig, så er vi faktisk pænt ligeglade med det i Dansk Folkeparti. De her mennesker har fået besked på at rejse ud af landet. Hvis ikke de kan finde ud af det, må vi jo hjælpe dem med det.

EL: Det er helt urimeligt

Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen, ser gerne, at der kommer mere fokus på hjemsendelser af udlændinge, som er på tålt ophold.

- Vi vil gerne have strammet op på de processer, hvor vi løbende vurderer, om man kan sende de her personer hjem. Det er personer, der en gang er blevet sendt ud af Danmark, så er der mulighed for hyppigere at vurdere deres sag og finde sikre områder i deres hjemland, så skal vi gøre brug af de løsninger, sagde hun.

Enhedslistens udlændingeordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, vender til gengæld tommelfingeren nedad til de bebudede stramninger.

- Jeg synes, det er en ualmindeligt dårlig idé. Vi taler om personer, der har begået kriminalitet, og som har udstået deres fængselsstraf. De har så også fået en udvisningsdom. Den kan ikke gennemføres, fordi de er i fare for at blive slået ihjel eller tortureret, hvis de sendes tilbage. Spørgsmålet er så, om det er rimeligt, at de resten af deres liv skal dobbeltstraffes og sidde i et tomrum, hvor de ikke må arbejde. Det synes jeg ikke, sagde hun.

I år er der indtil videre blevet udsendt én person, der levede i Danmark med kriminel meldepligt. I løbet af de seneste ti år er tallet i alt 127 personer.