Politik

USA’s udenrigsminister kommer til Danmark

Besøget er et bevis på, at der er et særdeles godt forhold mellem Danmark og USA i øjeblikket, siger politisk redaktør.

En af de mest magtfulde politikere i verden, den amerikanske udenrigsminister John Kerry, besøger Danmark senere på måneden.

72-årige Kerry lander i Danmark den 16. juni og skal her mødes med udenrigsminister Kristian Jensen (V) og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Den 17. juni flyver Kerry og Kristian Jensen videre til Grønland, hvor de to politikere blandt andet skal se på nogle af de gletschere, der smelter som følge af klimaforandringerne.

- Der er mange, der gerne vil have bare 10 minutter i Kerrys kalender. Vi får lov at have et helt døgn med ham, og det er en fantastisk mulighed for at få fortalt ham og det amerikanske udenrigsministerium, hvad de danske prioriteter er, siger Kristian Jensen og fortsætter:

- Jeg vil snakke om primært tre ting: Det arktiske og klimaudfordringen, som vi har. Hele spørgsmålet omkring bekæmpelsen af terrororganisationen ISIL (Islamisk Stat, red.). Og så ikke mindst frihandel.

Løkke i Det Hvide Hus

Kerrys besøg i Danmark sker få uger efter, at Lars Løkke Rasmussen og de øvrige nordiske statsledere var i USA for at møde præsident Barack Obama i Det Hvide Hus.

- Det er en fjer i hatten for Kristian Jensen og for dansk diplomati, der har arbejdet hårdt på at få det her besøg i hus, siger TV 2s politiske redaktør Anders Langballe:

- Og det her understreger, ligesom Løkkes besøg i Washington, at der er et særdeles godt forhold mellem Danmark og USA i øjeblikket.

John Kerry har været USA's udenrigsminister siden 2013, og var i 2004 Demokraternes præsidentkandidat. Han tabte dog valget til Republikanernes George W. Bush.

Herunder kan du se et længere interview med Kristian Jensen: