Politik

Efter dokumentar: Nu vil Pind fjerne forældelsesfrister i børnesager

Først ville justitsminister forlænge forældelsesfrister i sager om omsorgssvigt af børn, men efter politisk pres vil han nu fjerne dem helt i stedet.

Det skal være slut med, at omsorgssvigtede børn får afvist deres retssager på grund af forældelsesfrist.

Sådan lyder budskabet nu fra justitsminister Søren Pind (V). Forældelsesfristen afgør, hvor lang tid omsorgssvigtede børn kan lægge sag mod de svigtende myndigheder efter et misbrug.

- Når børn udsættes for seksuelle overgreb, så er det et chok, og af sådan en karakter, at erkendelsen af det og erindringen om det kan risikere først at melde sig mange år senere. Det ved vi nu, og vi kan ikke længere påstå, at vi ikke kender noget til det, siger justitsministeren til TV 2. 

Dokumentar skaber fokus

Debatten om forældelsesfrist er blandt andet opstået på baggrund af TV 2-dokumentaren ”Anbragt i Helvede”, hvor to søskende, der var blevet sex-misbrugt af deres plejefar, ikke kunne få stillet den kommune, der havde tilsynspligten, til ansvar, fordi sagen er forældet.

Ophævelsen af forældelsesfristen vil dog ikke ske med tilbagevirkende kraft, lyder det fra ministeren, som håber, at pigerne derfor kan finde trøst i at have vist vejen, så reglerne nu ændres.

- Det ansvar, som i dag er forældet, det kan jeg ikke røre ved, for det vil være lovgivning med tilbagevirkende kraft, og det kan vi ikke, siger Søren Pind.

Et flertal udenom regeringen slog i sidste uge fast, at de helt ville have fjernet den såkaldte forældelsesfrist i sager om misbrug af børn, sådan så de forurettede altid ville have mulighed for at føre en retssag mod de ansvarlige myndigheder ved svigt. Og det ønske kommer justitsministeren nu i møde. Men det skal ikke kun gælde i sager mod staten – det skal også gælde i sager mod gerningsmanden.

- Jeg vil indlede en drøftelse med de øvrige blå partier om en ophævelse af den strafferetslige side af det her, så vi kan komme efter forbryderne - også lang tid efter. Det betyder, at ofrene vil kunne få retfærdighed selv mange år efter, hvor det i dag ikke er muligt, lyder det fra Søren Pind.

Politisk pres 

I dag er forældelsesfristen for at lægge sag an mod kommune og stat på tre år fra gerningstidspunktet. Det ville Søren Pind have forlænget, så det var tre år fra at det tidspunkt det omsorgsvigtede barn fylder 21 år. Men efter pres fra Folketingets resterende partier har ministeren altså nu bøjet sig.

Flere politikere har peget på, at en ændring ikke kun kan få betydning for søstrene fra ”Anbragt i Helvede”, men også de såkaldte Drenge fra Godhavn, der blev mishandlet og misbrugt på børnehjemmet Godhavn fra 1950 til 1975.

De har tidligere sagsøgt staten for 1. krone i håb om at få en undskyldning, men også denne sag blev afvist på grund af forældelsesfrist. Om lovændringen giver mulighed for ny retssag skal undersøges, når lovarbejdet går i gang til efteråret.