- Går der rygter om, at jeg er på vej væk?

Alternativets leder Uffe Elbæk går til årsmøde fuld af begejstring. Han ser få grænser for, hvor langt partiet kan nå - og det bliver med ham ombord.

Uffe Elbæk er en glad mand. Og en vedholdende mand, men det kommer vi tilbage til.

Han har heller ikke grund til andet end at være i godt forårshumør.

På blot et år er hans politiske projekt, Alternativet, gået fra at være en forsamling af mennesker, som mangen politisk kommentator dømte ude til at være et etableret parti med ti mandater i Folketinget. Med 10.000 medlemmer. 47 lokalafdelinger. Og seks byrådsmedlemmer - på trods af, at partiet slet ikke stillede op ved sidste kommunalvalg i 2013.

- Det er fuldstændig uhørt positivt, siger han om udviklingen, da TV 2 møder ham på den grønne gang, der symbolsk er blevet partiets hjemsted på Christiansborg.

Retfærdigvis skal det siges, at den yderste del af Ridebanen allerede var malet støvet lysegrøn længe før Alternativet rykkede ind med missionen om at vende op og ned på den politiske kultur i tinget.

En god balance

Spørgsmålet er, hvor godt det går med det. Selv om det er svært at vurdere sig selv, er Uffe Elbæk fast i overbevisningen om, at det går fremragende.

På den ene side indgår partiet i det daglige arbejde i Folketinget som de otte andre partier. Der stilles beslutnigsforslag, der kaldes ministre i samråd og der stilles spørgsmål på skrift og i folketingssalen.

Og på den anden side dyrker partiet aktivismen. I øjeblikket minder en isbjørneskulptur på Christiansborg Slotsplads om klimaudfordringen, og Alternativet har været vært ved flere såkaldte alternative parlamenter, hvor borgere kan give deres besyv med, ligesom medlemmerne får konkret medinflydelse ved spørgetimerne med statsministeren. Her er Uffe Elbæks sidste spørgsmål er valgt af medlemmerne.

Balancen ligger et godt sted, mener Uffe Elbæk selv.

- Det er hele tiden noget, vi skal være opmærksomme på. Christiansborg er en meget stærk maskine, hvor man hurtigt kan blive farvet af retorikken og måden, man plejer at gøre tingene på. Men vi er opmærksomme på det, og vi diskuterer det løbende. Er vi begyndt at stille spørgsmål på samme måde som de andre gør? Svarer vi vores kolleger på samme måde som de plejer at gøre, spørger han retorisk.

Vinder, når andre er efter dem

Kollegerne er tilsyneladende begyndt at behandle Alternativet på samme måde som de behandler andre partier. Alternativet er et bluffnummer, lød det eksempelvis forleden fra Socialdemokraternes gruppeformand Henrik Sass Larsen - og så sent som torsdag aften langede også Herlev-borgmester Thomas Gyldal (S) ud efter det nye parti, som han mener er arrogant.

Det læser man som et mønster hos Alternativet.

- Man kan hurtigt få lyst til at svare igen i samme toneleje, men jeg synes faktisk, vi formår ikke at gøre det. Det er et tegn på, at de andre partier begynder at tage os alvorligt. Det er ved at gå op for dem, at vi er her, at vi fylder, og at vi gør tingene på vores egen måde. De kan ikke helt finde ud af hvordan de skal håndtere det, og de kan heller ikke lige regne ud, hvad vores næste træk er. Det gør dem nervøse, siger Uffe Elbæk og forklarer videre:

Hver eneste gang, der er en kollega, der går ud og siger sådan nogle ting, som Henrik Sass Larsen gjorde, kommer der bare flere medlemmer.

Uffe Elbæk, Alternativets politiske leder

- Først forsøgte nogle af de andre partier at usynliggøre Alternativet. Den fase er ovre. Dernæst forsøger de at latterliggøre os, og hvis det heller ikke hjælper, begynder de at bekæmpe os. Og så vinder vi, siger han med inspiration fra et berømt Gandhi-citat.

Men det tager Alternativet "fuldstændig iskoldt".

- Hver eneste gang, der er en kollega, der går ud og siger sådan nogle ting, som Henrik Sass Larsen gjorde, kommer der bare flere medlemmer. Så de må gerne blive ved. Bare kom an, opfordrer Elbæk.

Systempartierne og de andre

Han vejrer morgenluft, fordi valget sidste sommer har skabt nye politiske dynamikker i Folketinget. Der er - ifølge ham - to typer af partier: Dem systemkritiske og dem, der har siddet eller aktuelt sidder på systemet. Sidstnævnte gruppe tæller Venstre, Socialdemokraterne og Radikale Venstre, mens de systemkritiske er de seks øvrige partier. Seks partier, der ikke er enige om særligt meget, men som alligevel fik næsten hver anden stemme - og som i øvrigt holder det mønster i meningsmålingerne.

- Det er lidt en overset faktuel viden. Hvad betyder det herinde? Hvad betyder det for kommende regeringsforhandlinger? Jeg tror slet ikke, at de bevægelser, vi ser i øjeblikket, har klinget af endnu. Jeg tror, det her kommer til at give nogle dønninger på nogle meget overraskende måder. At man pludselig ser nogle nye typer af samarbejdsrelationer, som man ikke lige har set før. Vi lever i en meget spændende parlamentarisk periode.

Hvad betyder det for jer?

- Vi vil diskutere politik i stedet for at diskutere navne. Vores ambition er, at oppositionen i fællesskab står så stærkt som overhovedet muligt, når valget bliver udskrevet. Det er vores forhåbning på alles vegne, så vi får et andet flertal end vi har i dag. Men billedet er stadig meget broget, siger Uffe Elbæk.

Til den tid skal oppositionspartierne have nogle grundige samtaler om hvad man er enige om - og ikke mindst hvad man ikke er enige om.

- Den ledelsesmæssige opgave vil så være at sikre, at vi håndterer den uenighed, så det ikke fremstår meget pjusket og meget usikkert, siger han.

Regeringsdeltagelse er en mulighed

Tillægsordet "pjusket" er netop blevet brugt om den daværende SRSF-, og senere blot SR-regering, og dens parlamentariske grundlag. Så ville det ikke være fristende at prøve noget helt nyt - nemlig at pege på en borgerlig statsminister?

- Nej. Nej, svarer Uffe Elbæk prompte.

- Det er det eneste, jeg kan love. Vi kommer ikke til at pege på en borgerlig kongelig undersøger. Der er ikke noget af det, regeringen fremlægger i folketingssalen i øjeblikket, der på nogen måde indikerer, at man har nogen som helst ambitioner på det grønne område.

Kan man forestille sig, at I selv vil gå med i en regering?

- Ja, det kan man sagtens, siger Uffe Elbæk.

Lige så hurtigt som han afviste at pege på en borgerlig statsminister.

Bliver I så ikke netop en del af det system, I er så fokuserede på at bekæmpe?

- Det kan du sige, men vi er ikke bange for systemet. Systemer kan flyttes. Inden for rammerne af systemet kan man gøre utrolig mange vigtige ting. Det er også derfor, Alternativet overhovedet er på Christiansborg. Det er fordi, det er vigtigt, at vi går ind i det etablerede magtrum og laver et virusangreb på det. Positivt ment, siger Uffe Elbæk og konstaterer tørt:

- Jeg har endnu aldrig hørt om en fodboldklub, der kom op i Superligaen, som ikke går efter at blive nummer et.

Vi går direkte efter Statsministeriet. Vi kan se derover fra vores kontorer, men jeg er klar over, at selv om vi kan det, så er afstanden længere end fugleflugtslinjen.

Uffe Elbæk, Alternativets politiske leder

- Det ville være en fest

Så på det punkt adskiller I jer fra eksempelvis Enhedslisten, der har lidt svært ved at forestille sig en situation, hvor partiet går med i en regering?

- Ja. Vi går direkte efter Statsministeriet. Vi kan se derover fra vores kontorer, men jeg er klar over, at selv om vi kan det, så er afstanden længere end fugleflugtslinjen. I virkeligheden er der meget, meget længere derover. Og det kan også godt være, vi aldrig når til Statsministeriet. Det kan være, vi ikke er kloge og talentfulde nok, og det kan være, at vælgerne ikke synes, at det vi gør er meningsfyldt nok til en så stor opbakning, som det ville kræve.

Men det ville være "en fest", siger Uffe Elbæk.

- En fest forstået på den måde, at jeg fra min ministertid ved, hvor hårdt det er og hvor mange kompromiser, det kræver, men det bliver opvejet af, at hvis man virkelig vil en seriøs bæredygtig omstilling af Danmark, så bliver man også nødt til at gå efter Statsministeriet.

Hvordan er dine personlige ambitioner for fremtiden?

- De går på at være med til at skabe et fantastisk politisk hold. Det er det, vi har arbejdet målrettet på - at markere, at Alternativet ikke er lig med Uffe Elbæk. Vi lagde en meget klar strategi efter valget om, at jeg trak mig tilbage fra medierne. Vi kørte Rasmus Nordqvist (politisk ordfører, red.) og Josephine Fock (finansordfører blandt andet, red.) frem, og når deres ansigter er cementeret i mediebilledet, rykker alle de andre frem. Det er det, der sker lige nu.

Ingen planer om at gå

Betyder det så, at du trækker dig tilbage?

- Det gjorde jeg jo fra medierne. Absolut ikke på alle mulige andre måder. Der er jeg helt fremme i skoene, lyder det bramfrit fra Uffe Elbæk.

Han har en fortid som iværksætter hos blandt andet Frontløberne og senere Kaospiloterne i Aarhus, men han er ikke "overhovedet ikke" færdig med det politiske iværksætterprojekt, som Alternativet er.

Så hvis nogen tror, at du er på vej til at hoppe af pinden, kan du sige klart nej?

- Ja, det kan jeg. Går der nogle rygter om det?

Ja, det er der nogen, der siger.

- Hvorfor? Det skal du prøve at forklare mig. Inden for en uge er jeg blevet spurgt tre gange af forskellige journalister om jeg overvejer at stoppe. Hvem sætter det i gang?

TV 2s reporter må melde pas på svaret. Der florererer massevis af rygter på Christiansborg, og et af dem, der har spredt sig som en steppebrand blandt pressekorpset på slottet i løbet af de seneste par måneder er altså, at Uffe Elbæk overvejer at træde tilbage som leder af Alternativet. Men som ofte med den slags hører man aldrig helt, hvor rygtet egentlig udspringer.

- Det er interessant. Hvad kan der mon lægge bag det rygte, spørger Uffe Elbæk med passion i stemmen.

Irriterer det dig?

- Nej, jeg tager det nærmest som et kompliment. Jeg synes, det her er noget af det sjoveste og det vigtigste, jeg nogensinde har lavet. Det er et privilegie at få lov til at bygge det her op, siger han.