Politik

Elbæk til Alternativets medlemmer: I er meget hvide, ufattelig meget hvide

Det halter med mangfoldigheden i partiet, erkender den politiske leder.

Efter et par uger, hvor hudfarve har fyldt mere end vanligt i den danske politiske debat, tog Alternativets politiske leder, Uffe Elbæk, også emnet op.

I sin tale til landsmødet konstaterede han, at de over 650 medlemmer, der er mødt op til årsmøde på havnen i Odense, ikke er helt så mangfoldige, som man godt kunne ønske sig.

- Når jeg kigger ud over jer, så er I også meget hvide. Vi er ufattelig meget hvide, sagde han og fortsatte:

- Det er ikke fordi, vi ikke godt må være hvide. Det må vi gerne. Men hvis vi skal afspejle det danske samfund, skal vi også være langt mere mangfoldige. Så derfor skal vi ud og bygge bro til miljøer, som føler, at de er udgrænsede. Vi skal ud og finde talenterne derude, sagde han og høstede et af mange bifald fra salen.

En "rørende oplevelse" 

Alternativet har afholdt en masterclass med borgere af anden etnisk oprindelse – såkaldte bindestregs-danskere, som partiet kalder dem.

Og det var en ”rørende oplevelse”, fortalte Elbæk om initiativet, der løb over tre dage.

- Når jeg sad sammen med de her unge, som ved gud var mere mangfoldige end når jeg kigger ned på jer, så tænker jeg, at det er et fuldstændigt tab af talent, at vi ikke har fat i de her grupper.

- Vi skal ikke bare bygge en ny demokratisk bro mellem Christiansborg og samfundet – vi skal bygge en ny demokratisk bro til vores nye medborgere, lød det fra Elbæk.

- Vi skal hjælpe til at tænke forandring

Og der er brug for at gøre en indsats for at få flere nydanskere til at blive politisk aktive, understreger partiets politiske ordfører Rasmus Nordqvist.

- Vi skal hjælpe folk til at tænke politisk forandring for på den måde at opdyrke talentet. Vi vil have hele Danmark med. Samtidig har vi holdt nogle møder målrettet etniske miljøer, siger han til TV 2.

Men er det nok?

- Det har i hvert fald fået flere til at engagere sig. Om det så også giver flere medlemmer, må vi se. Det er et fokus, vi har, at vi skal være mere mangfoldige, siger han. 

Årsmødet hos Alternativet fortsætter resten af lørdagen.