Politik

Støtteparti revser regeringen: En helt igennem tåbelig ide

De Konservative er lodret imod regeringens forslag om at hæve skatterne for at finansiere afskaffelsen af PSO-afgiften.

PSO-afgiften skal droppes, og det efterlader et hul i statskassen på otte milliarder kroner årligt. Det siger finansminister Claus Hjort Frederiksen, og ifølge regeringen er der kun én fornuftig måde at lukke det på: højere skatter og et lavere personligt fradrag.

PSO-afgiften

  • PSO-afgiften (Public Service Obligations-afgiften) blev indført 1998 som en ekstra afgift på elregningen i forbindelse med en aftale om liberalisering af energimarkederne.
  • Indtægterne fra afgiften bliver givet som et statsligt tilskud til danske producenter af vedvarende energi.
  • De vedvarende energiproducenter såsom sol- og vindenergi modtager derfor et statsligt tilskud, der finansieres igennem PSO-afgiften.
  • PSO'ens størrelse afhænger af prisen på el. Når elprisen falder 2 øre, stiger afgiften 1 øre. Når elprisen stiger 2 øre, falder PSO'en 1 øre.

Men et af regeringens mest loyale støttepartier er mildest talt uimponeret.

- Det er en helt igennem tåbelig ide. Jeg kan næsten ikke beskrive, hvor dårlig en ide det er. Vi er inderligt imod det, fastslår De Konservatives finansordfører, Brian Mikkelsen, til TV 2.

Tramper på et liberalt flertal

Foruden en højere bundskat, der skal hæves med i alt 0,31 procentpoint frem mod 2021, vil regeringen også sænke det personlige fradrag med 1100 kroner årligt.

- Jeg kan slet ikke forstå, at man i 2016, mens alle vores naboer buldrer derudaf og sænker skatten, hæver vores skattetryk, siger Brian Mikkelsen.

De Konservative peger på, at man i stedet kunne have arbejdet for at sænke det offentlige forbrug eller have taget pengene fra den grønne check.

- Vi undrer os over, at man på den måde tramper på, at der er et liberalt flertal, siger Brian Mikkelsen.

Oppositionspartierne er splittede

Hos Det Radikale Venstre i oppositionen tager man ikke meget bedre imod forslaget.

- Det her forslag er ikke noget, der er groet i vores baghave. Det er ikke klogt at hæve indkomstskatten og lade hr. og fru Danmark betale noget, som i dag betales af både private og erhvervet, siger partiets finansordfører, Martin Lidegaard.

Socialdemokraternes finansordfører, Benny Engelbrecht, er omvendt glad for at have et konkret forslag at forholde sig til. Men det er for tidligt at sige hverken ja eller nej endnu.

- Det, regeringen har fremlagt her, ser umiddelbart ud til at være noget, hvor den enkelte familie kan slippe med samme udgift eller måske endda lidt billigere. Men vi skal lige regne mere på det, før vi lægger os fast på noget, siger han.

DF: Det må ikke blive dyrere

Regeringens største støtteparti er som udgangspunkt ligeglad med, om danskerne betaler PSO-afgift eller lidt mere i skat - samlet må det bare ikke blive dyrere på bundlinjen.

- Det er vigtigt, at ingen skatteborgere får øget deres regning. Det interessante for os er rådighedsbeløbet, siger Dansk Folkepartis finansordfører, René Christensen.

Han understreger over for TV 2, at partiet ikke har fået stillet en garanti for, at det ikke samlet set bliver dyrere.