Politik

Løkke: Vi har ikke erkendt økonomiske problemer

Statsministeren har netop holdt åbningstale for et todages topmøde, hvor Danmarks økonomiske udfordringer skal diskuteres.

- Jeg har lært efter et langt liv i politik, at hvis der ikke er en bred erkendelse af et problem, så får man det ikke løst. Jeg har et billede af, at erkendelsen ikke er fuldt til stede.

Sådan siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i en åbningstale på Marienborg.

Her har han inviteret økonomer, direktører og eksperter til et todages topmøde på statsministerboligen Marienborg for at se på fremtidsudsigterne for dansk økonomi.

Lars Løkke Rasmussen forklarer i samme ombæring, at der var en meget større bevidsthed under kriseårene i slutningen af 2000’erne.

- Der var der stor opbakning til vores reformer. Nu er tiden en anden. Hvis vi og erhvervslivet ikke griber mulighederne der opstår, så er der andre der vil løbe fra os og blive rigere end os. På et tidspunkt vil vi ikke have den velstand og frihed, som vi ønsker. Men der er udfordringer, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han nævner blandt andet lav vækst i produktiviteten, dårlig evne til at skabe store, nye danske virksomheder. Derudover pointerer statsministeren, at landet står overfor en stor migrant- og flygtningekrise og at det offentlige økonomiske råderum er presset.

- Jeg tror, at vi har brug for at få en åben snak og en realistisk vurdering af de problemer vi står med nu og potentielt i fremtiden, lyder det fra statsministeren.

Topmøde er del af stor økonomisk plan

Regeringen præsenterer sin økonomiske 2025-plan efter sommerferien og topmødet skal tjene til at give statsministeren input til planen – og til at finde på måder at finansiere skattelettelser.

- Det er en almen sandhed, at hvis man løser problemerne, før de vokser en over hovedet, så er det nemmere. Den gode nyhed er, at hvis vi tænker os om og handler ansvarligt og i tide, så kan vi skabe et stærkere Danmark.

Der er 70 gæster samlet på Marienborg, og statsministeren brugte åbningstalen til at rose gæsterne for deres kløgtighed.

- Jeg synes, at vi har samlet et stjernehold og det bliver to givtige dage. Mit udgangspunkt er, at man bliver klogere af at lytte til kloge mennesker. Min ambition er ikke, at vi hugger nogle gordiske knuder over, men at vi sammen kan skabe en større fælles forståelse for hvilke udfordringer Danmark står overfor de næste 10 år, lyder det fra Løkke.

- Den rigtige vej at gå

Statsministeren satte før mødet ikke yderligere ord på, hvordan han vil gøre danskerne mere effektive på arbejdsmarkedet.

Idéen om at øge danskernes produktivitet er dog den rigtige vej at gå, hvis man ønsker øget vækst i dansk økonomi, siger professor Philip Schröder fra Aarhus Universitet.

Han peger på, at effekten i arbejdslivet eksempelvis kan øges ved at sikre, at unge bliver hurtigere færdig med deres uddannelse. At ældre bliver længere på arbejdsmarkedet. Og at danskerne bliver dygtigere, mens de er på arbejdsmarkedet.

Ønsket vækst ikke sket

Alle de områder har flertal på Christiansborg dog allerede sat ind på i de senere år. Unge er begyndt at komme hurtigere igennem uddannelsessystemet. Og reformerne af efterløn og dagpenge har øget arbejdsudbuddet.

Alligevel har det ikke ført til den ønskede vækst, påpeger en fagbevægelsens repræsentanter på mødet, FTF-formand Bente Sorgenfrey.

- Der er ikke skabt vækst med de reformpakker, som blev vedtaget. Det er ikke, fordi jeg er imod vækst, men de sidste reformer har ikke virket i forhold til at skabe vækst. Og de er også gennemført på et forkert tidspunkt, siger Bente Sorgenfrey.

Hun henviser til, at de store reformer af dagpenge, efterløn, kontanthjælp og SU kom på et tidspunkt, hvor Danmark kæmpede med arbejdsløshed som følge af finanskrisen.