Politik

Langballe: Løkke lander aftale om at hæve skatten og fjerne PSO-afgift

Venstre-regeringen vil hæve bundskatten og beskære danskernes personfradrag fra 2017 til 2021 for at finansiere afskaffelsen af PSO-afgiften.

Regeringen vil hæve bundskatten fra 2017 - 2021 og samtidig beskære personfradraget i samme periode for at finansiere afskaffelsen af PSO-afgiften. Det erfarer TV 2.

PSO-afgiften

  • PSO-afgiften (Public Service Obligations-afgiften) blev indført 1998 som en ekstra afgift på elregningen i forbindelse med en aftale om liberalisering af energimarkederne.
  • Indtægterne fra afgiften bliver givet som et statsligt tilskud til danske producenter af vedvarende energi.
  • De vedvarende energiproducenter såsom sol- og vindenergi modtager derfor et statsligt tilskud, der finansieres igennem PSO-afgiften.
  • PSO'ens størrelse afhænger af prisen på el. Når elprisen falder 2 øre, stiger afgiften 1 øre. Når elprisen stiger 2 øre, falder PSO'en 1 øre.

Bundskatten skal hæves løbende, så den til sidst vil være hævet med 0,31 procentpoint.

Samtidig vil regeringen i samme periode løbende beskære danskernes såkaldte personfradrag, så det til sidst vil være 1100 kroner mindre om året.

Det viser et regeringsnotat, som TV 2 er kommet i besiddelse af. Planen blev præsenteret på et møde med alle partiernes finansordførere onsdag formiddag.

TV 2’s politiske redaktør, Anders Langballe forventer, at der vil blive indgået en aftale mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne, så forslaget kan blive vedtaget.

- Min forventning er, at der kommer en aftale om at afskaffe PSO-afgiften, og at Socialdemokraterne er med på sådan en aftale. Jeg tror også, at Dansk Folkeparti vil være med til at løfte den igennem.

- Det kan meget vel være, at de små partier - de Konservative og Liberal Alliance - ikke kommer med i den her aftale, men jeg tror, at regeringen er nogenlunde trygge ved, at det der ligger på bordet nu som en mulig model, er noget S og DF er med på - selvfølgelig med nogle småjusteringer, lyder vurderingen fra Anders Langballe.

Afskaffelsen af PSO-afgiften efterlader et hul i statskassen på op mod 70 milliarder kroner over de næste ti år.

Regeringen har foreslået en gradvis afskaffelse af PSO-afgiften fra 2017 til 2021 og har indtil videre fundet cirka en syvendedel af pengene. 

Den største post i regeringens plan er at droppe planlagte opstillinger af kystnære havvindmøller. Det vil frem mod 2035 spare statskassen for otte milliarder kroner.

Resten kan ifølge statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) findes ved at hæve danskernes bundskat, sagde han tirsdag.