Politik

Krav til Løkke: Velstanden skal løftes med 100 milliarder frem mod 2025

Forud for økonomisk topmøde har Dansk Industri en klar forventning om, at regeringen vil løfte velstanden med 100 milliarder kroner frem mod 2025.

Onsdag tager statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) hul på et to dage langt økonomisk topmøde på Marienborg.

Statsministeren skal blandt andet drøfte Danmarks økonomiske udfordringer med både økonomer og virksomhedsledere, ligesom han vil få input til regeringens 2025-plan, som han fremlægger efter sommerferien.

Blandt mødedeltagerne er Dansk Industri, og her har man en klar forventning om, at regeringen vil løfte velstanden med 100 milliarder kroner frem mod 2025.

Det skal blandt andet ske gennem øget beskæftigelse og mere produktivitet.

Kent Damsgaard, der er vicedirektør i Dansk Industri, siger til TV 2:

- Den største udfordring for dansk økonomi er, at væksten er meget lav. Det har den været de seneste otte-ni år. Det har taget os lang tid at komme i gang igen efter krisen. Når vi kigger fremad, ser det ikke meget bedre ud. Heldigvis er der blevet gennemført nogle reformer, der gør det muligt med en vis vækst, men det er slet ikke nok, hvis vi sammenligner med landene omkring os – eller det vi har været vant til tidligere. Så det skal vi selvfølgelig have gjort noget ved.

2025-plan med nye kendetegn

Helt overordnet håber Dansk Industri, at den 2025-plan regeringen skal lave, får et andet kendetegn end de tidligere planer, Danmark har set.

- Det, der har været kendetegnende ved dem, har været et fokus på, at der skulle være styr på de offentlige finanser. Det er sådan set dét, og det er også udmærket. Det skal den nye plan også tage hånd om, men der skal også være et eksplicit mål om at løfte væksten og velstanden, siger Kent Damsgaard.

- Uanset om det er en strategi ude i en virksomhed, eller en strategi for den økonomiske politik et land skal føre, så skal der være en overordnet strategi, man hele tiden kan måle sine handlinger op imod. Ellers løber det ud i sandet. Så det er vigtigt med en overordnet strategi om, at vi skal løfte væksten, så vi kan måle om den konkrete politik til efteråret bidrager til netop dét, lyder det fra Dansk Industri.