Politikere og danskere raser: Hvorfor skal Fanø-familien ud, når Levakovic bliver?

Det vækker harme og undren, at en kriminel selvbestaltet sigøjnerboss kan blive i landet, mens en velintegreret familie på Fanø trues på levebrødet.

Det provokerer retsfølelsen, at en kinesisk familie, som har drevet en sushirestaurant på Fanø, står til at miste sin arbejdstilladelse her i landet og dermed trues med at miste sin opholdstilladelse. Men samtidig slipper den kriminelle Gimi Levakovic for udvisning.

Sådan lyder det fra flere politiske partier og i høj grad danskerne.

- Den ene dag beholder man en dybt kriminel sigøjnerboss. Den næste vil man udvise sådan en familie her, siger Naser Khader, integrationsordfører hos Konservative.

Han fortæller, at han vil tage henvendelse til integrationsminister Inger Støjberg for at opfordre hende til at se på dispensationsreglerne for familien.

- Det er et ægtepar, der har vist vilje til integration. Endda på Fanø. De har bidraget positivt, og man skal ikke udvise dem på grund af det bureaukratiske, siger Naser Khader.

Præcisering af Wang Zhaos sag:

I TV 2s dækning af den kinesiske familie på Fanø har der fremgået nogle upræcisheder.

Der er ikke tale om en udvisning. Wang har stadig opholdstilladelse, men hans arbejdstilladelse er inddraget.

Så han må gerne blive her indtil videre – men han må ikke arbejde.

Problemet: Får løn udbetalt som bonus

Da bestyreren af en sushi-restaurant, Wang Zhao får størstedelen af sin årsindkomst udbetalt som bonus, på grund af større indtægt i sommerhalvåret, så har familien fået afslag på en ansøgning om permanent opholds- og arbejdstilladelse. For beløbsgrænsen for at bibeholde en arbejdstilladelse dækker kun over en fast indkomst.

- Han opfylder jo kravene om beløbsgrænsen. At han gør det på en anden måde, kan man godt forstå. Han bor jo på Fanø, hvor der er indtægter om sommeren. Man skal ikke se på det på en rigid og firkantet måde, siger Naser Khader.

LA og Radikale ønsker også handling

Den konservative politiker er ikke ene om tage kontakt til integrationsministeren. Fra Liberal Alliance og Radikale lyder samme melding.

Det siger reglerne:

  • Det er et krav, at man har en årlig løn på minimum 375.000 kroner. Beløbsgrænsen på 375.000 kroner er en nedre grænse.
  • Det betyder, at kravet om en årlig aflønning på 375.000 kroner skal være opfyldt i hvert enkelt optjeningsår, også selv om der eventuelt afholdes ferie uden løn.
  •  Feriepenge optjent i et ferieår med udbetaling det følgende år indgår ikke i beregningen i optjeningsåret.
  •  Man skal kunne fremvise en kontrakt eller et jobtilbud, hvoraf løn og ansættelsesvilkår fremgår, og løn- og ansættelsesvilkår skal være sædvanlige efter danske forhold.
  •  Kilde: Nyidanmark.dk

- Det er grotesk, at folk, der knokler derudaf og ikke ligger det offentlige til last bliver bedt om at rejse ud af landet, mens kriminelle, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt, får lov at blive, siger Anders Samuelsen fra Liberal Alliance til Ritzau.

Politikerne bakkes op af danskerne

Danskerne har debatteret historien i stor stil. Ord som ’skammeligt, grotesk, rystende og skandaløst’ går igen hos de danskere som har debatteret historien på TV 2 Nyhedernes facebook-side.  

- Ja, det er rystende. Tænk, vi tillader den dybt kriminelle sigøjner Levakovic og alle de andre kriminelle ude i ghettoerne at blive her og være til fare for os, og så udviser vi dygtige velintegrerede mennesker, lyder det fra Tommy Larsen i kommentarsporet.

Og netop sammenligningen med Levakovic går igen. Man kan simpelthen ikke forstå, at man med den ene hånd lader en kriminel blive i landet, mens man truer velintegrerede mennesker med udvisning.

- Hvad er det lige der sker i det her land? En mand som Levakovic, der koster os millioner, kan ikke smides ud af landet, men bliver nærmest forgyldt med offentlige midler, alt imens en kinesisk familie, som har været med til at betale dén regning skal smides ud, lyder det blandt andet fra Carsten Lundberg.

Hvad mener du? Kan de to sager sammenlignes, og har politikerne ret i, at der skal dispenseres i sagen fra Fanø?

Deltag i debatten på Facebook:

Fanøs borgmester håber at kunne beholde familien Zhao.

Posted by TV 2 NYHEDERNE on Tuesday, May 17, 2016

Korrigering

I TV 2s dækning af den kinesiske familie på Fanø har der fremgået nogle upræcisheder (se herunder) – de er rettet til.

I 2012 og 2013 levede familien Wang ikke op til myndighedernes krav om at tjene minimum 375.000 kroner om året.Men siden begyndelsen af 2014 har familien haft en indtægt over beløbsgrænsen og har dermed klaret sig selv.

Der er ikke tale om en udvisning. Wang har stadig opholdstilladelse, men hans arbejdstilladelse er inddraget. Så han må gerne blive her indtil videre – men han må ikke arbejde.

Begrundelsen for inddragelsen af arbejdstilladelsen er, at i 2014 har en del af hans løn er blevet udbetalt som bonus. Det har altså ikke noget at gøre med, at udbetalingen ikke er ligeligt fordelt over året.

Det er ikke Udlændingestyrelsen, men SIRI ( Styrelsen for International Rekruttering og integration), der har truffet beslutningen.