Politik

Søren Espersen om kritik: Vi kunne da sagtens have sat en neger ind

Dansk Folkeparti tager de negative reaktioner på deres seneste kampagne ganske afslappet: "Folk skulle se at komme i sommerhumør".

Dansk Folkeparti tager det helt afslappet, at mennesker over hele landet reagerer skarpt på partiets seneste kampagne om ”Vores Danmark – der er så meget vi skal passe på”.

Sloganet og billedet af en gruppe hvide danskere opfattes som et diskret udfald mod udlændinge. Og kampagnen har fået flere forskellige grupper til at lave en modkampagne med billeder, der viser et andet og mere mangfoldigt billede af danskerne.

Det synes Søren Espersen fra Dansk Folkeparti er en latterlig overreaktion:

- Selv er jeg farveblind, så jeg aner ikke hvad farve de har. Sådan tænker vi ikke. Vi kunne da sagtens have sat en neger ind, og hvad så? Hvad havde det ændret på noget som helst? Jeg synes folk generelt skulle se og komme i sommerhumør og så glæde sig over denne her ”Feel Good”-kampagne. Det er ikke andet, siger han til TV 2.

Dansk Folkeparti kampagne hænger landet over, her på Solrød Station
Et eksempel på modkampagnen mod Dansk Folkepartis reklamekampagne:

 En af modkampagnerne er lavet i Aarhus med et let omskrevet slogan: “Vores Danmark. Der er så meget, vi allerede passer på.”

Skal ikke tage patent på Danmark

- Jeg bryder mig ikke om, når nogen tager patent på, hvad Danmark er. Det virker meget ekskluderende på mig, fortæller ophavskvinden til modkampagnen, Birgit Bjerre.

Hun fortæller, at ideen til modkampagnen opstod, da hun og hendes mand diskuterede Dansk Folkepartis kampagne med en taxachauffør af udenlandsk af afstamning.

- Han reagerede først med at sige, at dem var han ligeglad med, men så blev der stille i bilen, og så fortalte han, at dem blev han faktisk ked af at se. Han er jo dansker. Han arbejder, og det gør hans kone også, siger Birgit Bjerre.

Det skader os ikke

Men Søren Espersen mener ikke at den slags modkampagner skader dansk Folkeparti.

 Tværtimod.

- Det gør de hver gang. Jeg erindrer ikke nogensinde, at folk har sagt: ”Det var vel nok en god kampagne fra Dansk Folkeparti”. Sådan har det aldrig været, og ved du hvad – det kommer os til gavn.  Det kommer os ikke til skade. De dummer sig hver eneste gang, siger Søren Espersen.

Vi er ligeglade

- Hvis de skulle synes, at vi havde lavet en rigtig kampagne, så skulle vi have haft en somalier, en pakistaner, en jøde, en hindu, en palæstinensisk araber og så en vestjyde for ligesom at sige noget.

- Lad andre mennesker lave den slags spekulative ting. Det gør vi ikke hos os. Det her var en glad kampagne. Det var det, der var formålet, Og så lad folk være sure. Vi er ligeglade. Kunne folk da ikke bare slappe af, og så se at komme lidt i sommerhumør, siger han.