- Der er jo desværre risiko for, at jeg skal sidde herinde tre år endnu
Johanne Schmidt-Nielsen har moderniseret Enhedslisten og sikret partiet vælgerfremgang - men er det egentlig lykkedes at skabe politiske resultater?
Øjnene lyner af raseri. Ordvalget er noget anderledes, end det normalt er tilfældet, når kameraerne er tændt og politikere bliver interviewet.
Flankeret af Frank Aaen og Pernille Skipper har Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen bevæget sig fra partiets kontorer i Proviantgården og ud i Vandrehallen på Christiansborg, hvor en stor gruppe journalister venter.
- Det, regeringen har valgt at gøre, er at gå til højrefløjen, og det mener jeg faktisk er at pisse på de mange mennesker, som har stemt i den tro, at der skulle gøres op med den ulighedsskabende politik, som Lars Løkke og Pia Kjærsgaard har ført de sidste ti år, siger Johanne Schmidt-Nielsen, der samtidig slår fast:
- Enhedslistens tillid til regeringen er ikke-eksisterende. Vi er ikke længere et støtteparti til denne regering. Vi er i opposition til den politik, der bliver ført.
Kort forinden har finansminister Bjarne Corydon (S) meddelt, at SRSF-regeringen er nået til enighed med Venstre og Konservative om en skattereform, der blandt andet betyder, at grænsen for hvornår man skal betale topskat hæves. Og at der lægges en dæmper på stigningen i overførselsindkomsterne.
Episoden fra aftenen den 22. juni 2012 med en rasende Johanne Schmidt-Nielsen står tilbage som et af de mest markante eksempler på det ofte meget anstrengte forhold mellem den daværende regering og dens parlamentariske grundlag, Enhedslisten.
Med Johanne Schmidt-Nielsen i spidsen var Enhedslisten gang på gang højlydte kritikere af den socialdemokratisk ledede regering. Enhedslisten mente ikke, regeringen lyttede nok til det parlamentariske grundlag, men valgte i stedet at lave aftaler med de borgerlige partier. I dag har blå blok flertal, og Enhedslistens indflydelse på den førte politik er derfor endnu mindre.
Efter syv år som sit partis frontfigur og politiske ordfører har Johanne Schmidt-Nielsen nu givet stafetten videre. Men hvad har det hårde arbejde egentlig nyttet? Har Enhedslisten under Johanne Schmidt-Nielsens ledelse formået at omsætte de flotte valgresultater til egentlige politiske resultater?
- Jeg ser sådan på det, at man kan skabe politiske resultater på to måder, svarer Johanne Schmidt-Nielsen, da TV 2 møder hende til et interview forud for partiets landsmøde denne weekend. Hun fortsætter:
- Den ene er konkret ved forhandlingsbordet. Og så mere langsigtet ved at påvirke den politiske debat.
Hun mener, at hendes parti de seneste år har formået at gøre en forskel på begge parametre.
- Det er klart, at i en situation, hvor man er parlamentarisk grundlag, er der langt bedre muligheder for at skabe resultater, end i en situation som nu, hvor vi er i opposition. Det siger sig selv. Sådan fungerer demokratiet. I den periode, hvor vi var parlamentarisk grundlag, fik vi vigtige ting igennem, som betyder noget i menneskers liv, når regeringen vel at mærke valgte at samarbejde med os. Vi lavede for eksempel tre finanslove sammen. Vi lavede en lang række aftaler på miljø- og klimaområdet. Men det er åbenlyst for enhver, at der også var situationer, hvor regeringen hellere ville samarbejde med de blå. Og det er måske ikke så underligt, eftersom Corydon, Thorning og Løkke på lange stræk er enige, siger hun.
- På den længere bane mener jeg, at vi har påvirket en række dagsordener. Jeg tror for eksempel, at den kæmpe debat, der blev skabt om salget af DONG Energy - hvor et stort flertal i befolkningen jo faktisk endte med at være imod salget - har gjort det markant sværere for kommende finansministre at lave sådan et nummer.
Lærte du og I under Thorning-perioden noget, der gør at I næste gang I er parlamentarisk grundlag vil kunne få større indflydelse?
- Vi havde jo helt åbenlyst for høje forventninger til hvad en socialdemokratisk ledet regering ville. Det var ikke så mærkeligt, at vi havde de forventninger, når man ser på hvad det faktisk var Villy Søvndal og Helle Thorning var ude og love før valget. De stak desværre af fra rigtig meget af det. Det viste sig at blive en kamp fra tue til tue, og det tror jeg også, det bliver efter næste valg.
Enhedslistens forandring
Enhedslisten afholder i denne weekend deres årsmøde. For første gang i syv år er det ikke med Johanne Schmidt-Nielsen som partiets politiske ordfører. Den post blev forrige uge overdraget til Pernille Skipper.
Et skifte, der sker, fordi det allerede nu står klart, at Johanne Schmidt-Nielsen ikke er kandidat ved næste folketingsvalg. Ikke fordi hun ikke vil længere. Men fordi partiets særlige rotationsprincip forbyder politikere at opstille til urafstemningen ved årsmødet efter deres syvende år i Folketinget.
Som parti har Enhedslisten gennemgået en stor forandring siden den kun fire mand store folketingsgruppe i 2009 besluttede, at partiet for første gang nogensinde skulle vælge en politisk ordfører. Og at den post skulle tilfalde gruppens yngste medlem; Johanne Schmidt-Nielsen.
Enhedslisten er kollektivt ledet, og har således modsat de fleste andre partier ingen formand. Indtil 2009 altså heller ingen politisk ordfører. Beslutningen om dengang at sætte Johanne Schmidt-Nielsen ind på den nyoprettede post var en del af den modernisering, som partiet trængte til, mener hun selv.
- Jeg synes, at vi er lykkedes med at modernisere Enhedslisten. I rigtig mange år har det været sådan, at når venstrefløjen har ’moderniseret’, så var det noget med at man pludselig skældte ud på flygtninge eller gik ind for privatisering. Jeg er rigtig glad for, at det faktisk er lykkedes at modernisere Enhedslisten uden at rykke til højre. Men at gøre det på en måde, hvor vi fik skudt nogle myter ned, siger Johanne Schmidt-Nielsen.
Hvilke myter?
- For eksempel myten om, at vi slet ikke ville være med til noget, men bare stod ude på sidelinjen og råbte. Sådan er det ikke – tværtimod vil vi gerne være med til så meget som muligt, hvis det trækker i den rigtige retning. Samtidig med at vi tør holde fast i, at vi for eksempel selvfølgelig ikke stemmer for nye kampfly til op mod 90 milliarder kroner.
Men betyder det ikke reelt, at I ofte kommer til netop at stå ude på sidelinjen og råbe?
- Vi vil gerne forhandle, og vi er helt med på, at politik kræver kompromiser. Men samtidig vil vi insistere på at holde fast i vores grundlæggende holdninger om hvilken retning vores samfund skal i, siger Johanne Schmidt-Nielsen og uddyber, at 'moderniseringen' af Enhedslisten også har haft ført til mere lavpraktiske forandringer af blandt andet partiets måde at føre valgkamp på.
- Vi har for eksempel har fået valgplakater med ansigter på. Det kan lyde som en lille ting, men det var det ikke hos Enhedslisten, skal jeg hilse og sige. Jeg har det selv sådan, at selvfølgelig spiller personer en rolle i politik.
Handler det bare om at bevare?
Enhedslisten har med Johanne Schmidt-Nielsen i spidsen brugt meget tid på at kæmpe imod. Imod nedskæringer i velfærden. Imod dagpengeforringelser. Imod skattelettelser. Imod stramninger af udlændingepolitikken.
Alligevel mener partiets finansordfører Pelle Dragsted - der i årevis har arbejdet tæt sammen med Johanne Schmidt-Nielsen - at Enhedslisten sammen med Alternativet og SF udgør 'forandringspartierne' på Christiansborg.
Johanne Schmidt-Nielsen, som jeg hører dig og Enhedslisten tale i disse år, så lyder I snarere som et 'bevaringsparti', hvis vigtigste politiske projekt er at bevare velfærdsstaten som den er, mens det er dine politiske modstandere, der har idéerne til at bringe det danske samfund et andet sted hen?
- Vi lever i en tid, hvor der er rigtig mange angreb på det fællesskab, som vi har bygget op igennem generationer. Og ja, på den måde kan man godt som venstrefløj komme til at fremstå lidt bevarings-agtig. Og det er egentlig trist, for jeg vil meget gerne udvikle, siger hun.
Men kan det ikke blive farligt, hvis venstrefløjen bliver set som en fortaler for det bestående, fremfor stedet hvor nye politiske ideer om samfundets udvikling fødes?
- Jeg synes jo ikke, det er så mærkeligt i en tid, hvor højrefløjen og liberalismen har vind i sejlene, at der er fare for at fremstå lidt kedeligt-bevarende. Men omvendt ser jeg da også Enhedslistens og Alternativets fremgang - samt venstrefløjens fremgang i mange andre europæiske lande og i USA med Bernie Sanders - som udtryk for, at der er rigtig mange, der gerne vil noget andet. At det er nødvendigt at gøre tingene på en helt anden måde, siger Johanne Schmidt-Nielsen, som mener, at der er gode perspektiver i det samarbejde med Alternativet, der på flere områder allerede har udmøntet sig i fælles politiske udspil:
- Jeg tror, at begge partiers fremgang er udtryk for, at man er trætte af den der store blå sump, som ikke engang er på midten mere, men som rykker længere og længere til højre. Fordi mange mener, at det jo ikke kan nytte noget, at vi fuldstændig er i gang med at smadre vores klode. At vi indretter et arbejdsmarked sådan, at man ikke kan være med, hvis ikke man kan yde 120 procent. Og på en måde, hvor tusindvis af mennesker knækker sammen af stress, mens andre er arbejdsløse. Og dem, der virkelig vil noget andet, er jo Enhedslisten og Alternativet, siger hun.
Har ingen masterplan
Johanne Schmidt-Nielsen blev valgt til Folketinget allerede som 23-årig. Så godt som hele hendes voksne arbejdsliv har således været på Christiansborg. Når Løkke vælger at trykke på valgknappen er det slut, og hvad skal livet så bruges på?
- Det er der mange, der har spurgt om. Men jeg ved det simpelthen ikke endnu. Og det er ikke fordi jeg ikke gider at svare, for jeg har altså ikke en eller anden masterplan, siger hun og fortsætter:
- Og for det første er der jo desværre en risiko for, at jeg skal blive herinde tre år endnu. Ikke fordi jeg ikke vil være her, men fordi jeg gerne ville af med Løkke, Støjberg, Samuelsen og Thulesen Dahl så hurtigt som muligt. Og mens jeg er herinde kommer jeg selvfølgelig til at bruge alt min tid på politik, især på flygtninge- og integrationsområdet. Det synes jeg også, der er alt mulig grund til at lægge endnu flere kræfter i. Der er historisk mange mennesker på flugt i verden, og jeg synes, at regeringen reagerer helt urimeligt på den flygtningekrise. Vi ved for eksempel godt alle sammen, at krig splitter familier ad. Tænk at Danmark svarer ved at gøre det endnu sværere at få familiesammenføring, så man fastholder den adskillelse af familier.
Men tror du, at du fortsat skal lave noget, der har med politik at gøre – eller skal du prøve noget helt andet?
- Jeg kommer selvfølgelig til at blive ved med at være medlem af Enhedslisten og være politisk aktiv på den måde. Politik er jo ikke kun Christiansborg, siger hun og spår, at hun kommer til at få mere fritid.
- Selvfølgelig har jeg brugt rigtig meget af min vågne tid og energi på politik. Hvis jeg nu havde haft et andet arbejde, ville der nok have været lidt mere fritid. Men jeg ser ikke nogen grund til at klynke. Jeg har valgt at stille op ganske frivilligt, og føler mig i øvrigt vældigt privilegeret, fordi rigtig mange mennesker har haft tillid nok til mig til at sætte krydset ud fra mit navn. Men ja, det kan det da godt være ret irriterende at stå i køen i Brugsen og skulle diskutere politik hver gang.
Ved weekendens årsmøde ventes Enhedslisten endeligt at beslutte, at partiet for første gang nogensinde skal stille op til Europa-Parlamentet. Dermed står partiet og mangler en spidskandidat ved valget i 2018. Kunne det ikke være noget for Johanne Schmidt-Nielsen?
- Nej, jeg stiller ikke op til Europa-Parlamentet. Det skal jeg ikke.
Hvad glæder du dig allermest til, nu du ikke er Enhedslistens frontfigur længere?
- Når telefonen ringer kl. 5.30 og en eller anden journalist spørger om alt mellem himmel og jord, og jeg så kan sige: Ring til Pernille Skipper.