Levakovic er en skændsel for Danmark

16x9
Gimi Levakovic. Foto: TV 2 / TV 2

Danskerne er i deres gode ret til at være vrede og forargede. Det kan jeg kun tilslutte mig!

Danskerne er i deres gode ret til at være vrede og forargede. Det kan jeg kun tilslutte mig. For når systemet tillader, at den kroatiske storforbryder Gimi Levakovic, som ikke har arbejdet en eneste dag i sit liv, levet af kriminalitet og de offentlige kasser, fået hele 26 domme og i øvrigt tilbragt adskillige år i fængsel, skal have lov at blive i Danmark – ja, så er noget hamrende galt. Dommen kan vi ikke ændre. Den må vi respektere. Men de regler, som der er dømt efter, dem både kan vi – og skal vi ændre. For hver eneste gang en kriminel udlænding som Levakovic får lov at blive i Danmark, så er det ganske enkelt en hån mod os alle.

Derfor er det godt, at regeringen vil stille sig i spidsen for en stramning af udvisningsreglerne. For det er der tydeligvis behov for, så vi så vidt muligt undgår lignende afgørelser i fremtiden.

Helt konkret vil regeringen fremsætte et lovforslag, så udvisningsreglerne bliver rullet tilbage til VK-regeringens tid. I 2011 blev der skrevet i loven, at kriminelle udlændinge skal udvises, medmindre det ’med sikkerhed’ vil bryde med Danmarks internationale forpligtelser – på den måde kunne vi være sikre på, at udgangspunktet var, at kriminelle udlændinge skulle vinke farvel til Danmark, og at der blev gået helt til kanten af vores internationale forpligtelser. De to ord, altså ’med sikkerhed’ blev desværre afskaffet under den forrige SRSF-regering. Men nu kan vi så konstatere, at Socialdemokraterne er blevet klogere og gerne vil være med til få sat de to ord tilbage i lovteksten. Så langt så godt.

Danmark skal være åbent for dem, der kan og vil det danske samfund. Omvendt er det samtidig vores pligt at sikre, at Danmark aldrig skal være et tivoli for kriminelle udlændinge, som konsekventløst kan trampe på vores principper, udnytte vores sociale sikkerhedsnet og vores følelse af retfærdighed. Systemet skal ikke være indrettet på en måde, så åbenlyst hærdede udenlandske kriminelle, der lever et liv bestående af snyd, bedrag, trusler, vold skal have lov at blive i Danmark. De skal sendes ud – og vi kommer i hvert fald til at gøre, hvad vi kan for at sikre, at det sker.