Politik

”Idioti”, ”katastrofe”, ”en sand fredag den 13.”: Røde partier raser over regeringens planer

Partierne i rød blok langer hårdt ud efter regeringen, der i dag vil foreslå blandt andet at droppe opsætningen af en række vindmøller.

Regeringen vil, ifølge TV 2s oplysinger, senere i dag meddele, at de ønsker at droppe opførslen af en lang række vindmøller tæt på de danske kyster.

Derudover vil regeringen også lægge op til blandt andet at droppe en tilskudsordning, der skal hjælpe virksomheder med at omlægge til vedvarende energi. 

Regeringens forslag er et forsøg på at nedbringe prisen for den grønne omstilling med i alt otte milliarder kroner – og det er der brug for, fordi afskaffelsen af den såkaldte PSO-afgift ventes at efterlade et hul i statskassen på op mod 70 millarder kroner over de næste ti år.

Men partierne i rød blok er oprørte over regerings planer.

- Jeg er rent ud sagt målløs. Regeringen gambler jo med Danmarks grønne førerposition, siger Martin Lidegaard (R), der var klima- og energiminister under den socialdemokratisk ledede regering.

PSO-afgiften

  • PSO-afgiften (Public Service Obligations-afgiften) blev indført 1998 som en ekstra afgift på elregningen i forbindelse med en aftale om liberalisering af energimarkederne.
  • Indtægterne fra afgiften bliver givet som et statsligt tilskud til danske producenter af vedvarende energi.
  • De vedvarende energiproducenter såsom sol- og vindenergi modtager derfor et statsligt tilskud, der finansieres igennem PSO-afgiften.
  • PSO'ens størrelse afhænger af prisen på el. Når elprisen falder 2 øre, stiger afgiften 1 øre. Når elprisen stiger 2 øre, falder PSO'en 1 øre.

Regeringens forslag vil betyde, at dele af det energiforlig, der blev vedtaget i 2012 af alle partier undtagen Liberal Alliance og Alternativet, bliver skrottet. Og det kan få store konsekvenser, mener Martin Lidegaard:

- Man har kunnet regne med de energiforlig vi indgår i Danmark, og hele verden har kunnet regne med at Danmark var foregangsland. Og det vil regeringen pille fra hinanden, fordi man bilder befolkningen ind, at man pludselig har fået et problem. Det har man overhovedet ikke, siger Martin Lidegaard, der på det sociale medie Twitter kalder beslutningen for "idioti":

En katastrofe for den grønne omstilling

PSO-afgiften betales i dag over el-regningen af alle borgere og virksomheder. Pengene går til at finansiere projekter med vedvarende energi – eksempelvis vindmølleparker. Men EU-Kommissionen har vurderet, at afgiften er i strid med EU's regler, og derfor lægger regeringen altså op til at afskaffe den.

SF’s formand Pia Olsen Dyhr er enig med Martin Lidegaard:

- Jeg mener, at det her er en katastrofe for den grønne omstilling. Pointen er jo, at vi ikke behøver at afskaffe PSO’en. Det giver jo god mening, at alle os, der bruger el, betaler en lille bitte pris oveni, som vi bruger til at investere blandt andet i vindmøller, gør os uafhængige af strøm fra andre lande, og samtidig gør, at vi har nogle danske producenter i verdensklasse, siger hun.

Også Socialdemokraternes finansordfører Benny Engelbrecht, er kritisk overfor regeringens planer:

- Vi mener ikke, at man skal slække på de grønne ambitioner, og man skal slet ikke ændre på ting, som allerede er besluttet i en forligskreds. Dansk erhvervsliv skal kunne regne med de aftaler, der indgås politisk, siger han til Ritzau.

Enhedslistens klimaordfører Maria Gjerding og Alternativet melder sig også i koret af kritikere: