Politik

Venstrefløjen raser: 27 'skandaleramte' fly er for mange

Holger K. Nielsen er kritisk over for regeringens planer om at købe 27 kampfly.

Mens SF ønsker sig færre fly, frygter Enhedslisten for, at kampflyene bliver for dyre.

Beslutningen om at købe nye kampfly låser Danmark til en aktivistisk udenrigspolitik, der for længst er slået fejl. Og det skal være slut med at være landet, der kommer, hver gang USA kalder.

Sådan lyder reaktionen fra venstrefløjen i Folketinget, efter at regeringen torsdag har præsenteret sine planer om at indkøbe 27 nye kampfly af typen F-35 – også kendt som Joint Strike Fighter.

Et bombefly, der er ”udviklet til offensive angreb på nye lande”, skriver Enhedslistens forsvarsordfører Eva Flyvholm i en skriftlig kommentar.

- Kampflykøbet handler nok mest af alt, om at pleje den militærstrategiske alliance til USA og NATO. Personligt mener jeg, det er udtryk for ringe dømmekraft at støtte den amerikanske våbenindustri med milliarder af skattekroner, især i en tid hvor der ellers skæres overalt på vores velfærd, vores uddannelser og hjælpen til verdens fattigste, siger hun.

- Prisen kommer heller ikke til at holde

Hun tror i øvrigt ikke på, at selve anskaffelsesprisen på flyene kan holdes på de 20 milliarder kroner, som regeringen regner med.

- Vi har adskillige gange set, at produktionen af det skandaleramte kampfly trækker ud, og vores naboer har betalt omkring en milliard kroner stykket for det samme fly.  Det er tydeligt, at regeringen fra næste år vil bruge flere penge på forsvaret, siger Eva Flyvholm, der kalder det ”en ussel afledningsmanøvre”.

- Lur mig, om rammen ikke er blevet en del større, inden kampflyene skal betales. Og de penge skal jo findes et sted. Jeg frygter, at det bliver vores fælles velfærd, der kommer til at betale regningen.

SF: Vi skal have så få som muligt

Heller ikke hos SF’s forsvarsordfører Holger K. Nielsen er der megen optimisme at spore. Partiet kommer til at kæmpe for at købe så få som overhovedet muligt.

- SF går til forhandlinger med det princip, at vi skal vælge den billigste model, og der skal købes så få jagerfly som overhovedet muligt. Derfor er det bekymrende, at regeringen lægger op til at købe hele 27 kampfly, siger han i en skriftlig kommentar.

Holger K. Nielsen efterlyser også en anden udenrigspolitisk linje.

- Det er vigtigt, at indkøbet af jagerfly tager udgangspunkt i, hvad vores udenrigspolitik skal være. Dansk udenrigspolitik skal ikke være, at vi kommer når USA kalder, ligesom Anders Fogh gjorde, siger Holger K. Nielsen.