Skandalen Levakovic

16x9
Gimi Levakovic Foto: TV 2 / TV 2

BLOG: Søren Pape Poulsen vil have ændret loven efter sigøjnerbossen Gimi Levakovic har fået sin dom.

Jeg tror, at de fleste af os tænkte, at sagen var soleklar: Sigøjnerbossen Gimi Levakovic ville blive udvist af Danmark. Det skete så ikke. Derfor trækker jeg nu ministeren i samråd. Vi skal have svar på, hvilke lovændringer der skal til, for at vi ikke skal trækkes med folk som Levakovic.

Faktisk burde både Inger Støjberg og Søren Pind møde op. De er nøglepersoner i det her, og det er Venstre, der alene har regeringsmagten. Og jeg vil se handling – ikke vrede ord fra ministrene på tv.

I dommen lægges der vægt på, at Gimi Levakovic har levet næsten hele sit liv i Danmark, at han har børn og familie her, og at han kun har en begrænset til tilknytning til Kroatien.

”Nå!” fristes jeg til at skrive. Det giver ham vel ikke lov til at begå kriminalitet? Og det burde vel heller ikke betyde, at vi skal være tvunget til at passe og pleje ham her i Danmark for millioner af kroner – for det er, hvad sådan en mand koster, når man tænker på, hvordan også trækker på fængslerne og retssystemet.

Et Danmark med lov og orden

Hvis Gimi Levakovic – og typer som ham, for det her handler ikke kun om ham men om hele skyggedanmark – vil blive ved med at være i Danmark, så er opskriften enkel: Man opfører sig ordentligt, man bidrager, og man tager dansk kultur til sig. Det betyder også, at man fralægger al kriminel aktivitet. Selvfølgelig.

Der er ingen moralsk sejr for os danskere i, at vi huser forbrydere, som har statsborgerskab i andre lande. Der er heller ingen økonomisk sejr. Vi skal gøre op med os selv, hvilket Danmark vi ønsker. Og jeg ønsker et Danmark med lov og orden, hvor vi altid holder med trygheden og de lovlydige.

Det er i høj grad et valg, om man vil være kriminel eller ej. Gimi Levakovic har valgt at være kriminel i stor skala, og så må han tage konsekvensen. Jeg giver intet som helt for hans undskyldninger og klynk. Han ved udmærket godt, hvad han har gjort, og at han ikke er velkommen her i landet.

Jeg vil arbejde for, at folk som ham bliver vist ud af Danmark. De penge, vi sparer, kan vi passende bruge på at styrke politiet og hjælpe ofre for vold. Det er sådan, vi skal indrette Danmark: Vi skal droppe sødsuppen, straffe de kriminelle og bruge ressourcerne på tryghed for de lovlydige danskere.