Politik

Konservative: 27 kampfly er ikke nok

Regeringen indstiller, at Danmark skal købe 27 kampfly af typen F-35 Joint Strike Fighter 2. Det er for lidt, mener De Konservative.

Regeringen har nu besluttet, hvilket kampfly de vil indstille til forsvarsforligskredsen at Danmark skal købe.

Regeringen indstiller, at Danmark skal købe 27 kampfly af typen F-35 Joint Strike Fighter 2 fra producenten Lockheed Martin. Det viser dokumenter, der har ligget til grund for vedtagelsen i regeringens top, som TV 2 har læst.

Hos De Konservative mener man, at Danmark skal have mindst 30 kampfly. 

- Vi synes, at 27 fly er for lidt. Vi kan ikke tage stilling til om det skal være Joint Strike Fighter, før vi ser regeringens kampflykontors meget grundige evaluering, og før vi har en dialog med flyproducenterne. Vi har mange spørgsmål til Joint Strike Fighter, men nu kommer der i hvert fald gang i forhandlingerne med det her udspil. Det er jeg glad for, siger partiets forsvarsordfører Rasmus Jarlov til TV 2.

- Vi skal have 30 på vingerne

Hvorfor er 30 fly et minimum?

- Vi har sagt 30 operative fly, for vi skal nok have lidt flere, hvis vi skal holde 30 fly flyveklar – om vi har i dag. Vi skal have nogle i reserve. I dag har vi 44 F-16-fly, hvoraf 30 kan flyve, fordi der hele tiden er fly, der er under operation, i stykker eller har andre problemer. Vi mener, at vi bør bevare den kampflys-kapacitet vi har i dag, hvis vi skal kunne løse de samme opgaver - dvs. patruljere dansk luftrum, deltage i NATO-styrker og deltage i internationale missioner, lyder det fra Rasmus Jarlov.

Helt anderledes toner lyder fra den radikale forsvarsordfører, Martin Lidegaard.

- Vi er glade for, at det ligger på den rigtige side af de 30, men vi håber, vi kan komme længere ned, så vi også har råd til at prioritere andre opgaver inden for forsvaret. Vi bruger ufattelig mange resurser på at prøve at slukke brande når de er opstået, siger han og pointererer, at prisen er ganske afgørende for Radikale Venstre - netop fordi en lavere pris giver bedre muligheder for at løse andre opgaver.

- Vi skal have det billigste fly, som samtidig opfylder vores krav, siger han.

Forhandlinger forude

Nyt Kampfly Program-kontoret under Forsvarsministeriet har for kort tid siden afleveret sin evaluering af de tre kandidatfly - det fælleseuropæiske Eurofighter, og de to amerikanske fly F18 Super Hornet og F35 (Joint Strike Fighter).

Tidligere har Radio24Syv på baggrund af anonyme kilder berettet, at rapporten peger på F35 som det bedste bud på alle fire udvalgte parametre, selvom flyet ikke er i drift endnu.

Herefter er der lagt op til, at de øvrige partier (SF, Radikale Venstre, Konservative, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance) får mulighed for at se rapporten, og forsvarsforligkredsen beslutter, hvad der skal være Danmarks kampfly i de næste i hvert fald 30 år.