- Alle partier i EU skal granskes, før jeg betaler 2,9 milioner kroner
EU forlanger 2,9 millioner kroner af Messerschmidt efter fusk med fonde. Men dem kan de se langt efter.
Alle andre partier i EU skal have samme eftersyn.
Det er Morten Messerschmidts (DF) reaktion efter, EU-parlamentet mandag aften har vedtaget at forlange 2,9 millioner kroner retur, efter en ekstern revision har afsløret misbrug med EU-midlerne og rod i regnskaberne i de to fonde, MELD og FELD, som Messerschmidt er formand for.
Og han er ikke sen til at skyde med skarpt.
- Jeg skal vende det med DF's ledelse og afgøre, hvordan vi håndterer den her situation. Men det er klart, at vi vil henvende os til EU-parlamentets ombudmand og sørge for, at alle partier behandles efter samme regler, siger han kort efter afgørelsen til TV 2.
Afviser at betale før andre granskes
Andre partier, som TV 2's EU-korrespondent Lotte Mejlhede har talt med, mener, at de regler Messerschmidt kalder uklare, er ganske klare.
Men den køber Morten Messerschmidt ikke.
- Så er det jo paradoksalt, at man kan se andre europæiske partier, der bruger ressourcer på at producere det samme, som vi laver. Det handler ikke om at sværte andre til, men der er dobbelte standarder, mener han.
Derfor efterlyser han en gennemgående undersøgelse af ethvert parti, der modtager EU-midler. Og selv mener Morten Messerschmidt, at hans to fonde skal vente med at betale til, efter en sådan granskning er gennemført.
EU kan slæbe Messerschmidt for retten
Hvis de to fonde ikke sender de 2,9 milllioner kroner hjem til EU-kassen, kan EU-parlamentets generalsekretær gå rettens vej for at få pengene. Men den tager Morten Messerscmidt med ro.
- Det er sundt at sunde sig og sove på det, og så vil jeg tale med DF om det. Det er vigtigt for os at få rejst det og etableret en undersøgelse af, hvordan alle andre europæiske partier anvender deres penge, siger han.
Morten Messerschmidt ønsker mandag aften ikke at afsløre, hvem der betaler pengene tilbage til EU - og om han gør alvor af sine overvejelser om at undlade at betale.