Politik

EU-generalsekretær: Messerschmidts fonde skal betale millioner tilbage til EU

EU-Parlamentets præsidium ventes mandag at beslutte, at Morten Messerschmidts fonde skal betale knap tre millioner kroner tilbage til EU-kassen.

Dansk Folkepartis Europa-parlamentariske stemmesluger Morten Messerschmidts fonde står til at skulle betale 2,9 millioner kroner tilbage til EU.

Det anbefaler Europa-Parlamentets generalsekretær, Klaus Welle, i en intern note til Præsidiet i Europa-Parlamentet, efter at et revisionsselskab har gennemgået regnskabet fra de to organisationer MELD og FELD, som Messerschmidt i en periode har været formand for.

Revisionen konkluderer blandt andet, at der under Messerschmidts ledelse er sket misbrug af EU-midler for millioner kroner, har været rod i regnskaberne i forbindelsen med lukningen af de to fonde og tilbageholdelse af 'fundamental information'.I alt opfordrer generalsekretæren, at MELD og FELD skal betale 402.481 euro tilbage til EU-kassen. Det svarer til 2.954.210 kroner.

Kritik fra EU

Morten Messerschmidts fonde Meld og Feld har søgt penge til oplysningskampagner, der ikke må bruges til kampagner ved valg.

Det mener EU dog er sket i en annoncekampagne og i flere videoer på sociale medier.

Desuden har en tidligere medarbejder fået et gyldent håndtryk på 1,2 millioner kroner.

Generalsekretæren gennemgår hele Messerschmidt-sagen i en 13 sider lang note, som DR Nyheder er i besiddelse af.

Gennemgang viser rod i regnskaber

Sammen med gennemgangen af sagen kommer generalsekretæren med en række indstillinger, som Europa-Parlamentets præsidium opfordres til at godkende, når det mødes i Strasbourg på mandag.

Det er praksis, at sådanne indstillinger følges.

Fondene har ifølge det anerkendte revisionsfirma Ernest & Young, som på vegne af Europa-Parlamentet har gennemgået regnskaberne, misbrugt EU-midler til at profilere Dansk Folkeparti.

Gennemgangen viser også, at der er rod i regnskaberne, hvilket får revisonselskabet til at udtrykke sig stærkt kritisk:

- Årsregnskabet giver, efter vores opfattelse, ikke et sandt og fair billede af enhedens (MELD/FELD) nettoformue og heller ikke af årsresultatet, skriver Ernest & Young i en ekstern revisionsrapport, som DR Nyheder også er i besiddelse af.Morten Messerschmidt afviser, at der skulle have fundet misbrug af EU-midler sted:

- Jeg betragter dette som åbenlys politisk chikane. Og selve processen, hvor det er ens politiske modstandere, der skal træffe afgørelse, er grotesk, skriver han i Facebook-opdatering kort tid efter, at DR Nyheder har kontaktet ham om sagen.

Morten Messerschmidt afviser samtidig at tilbagebetale pengene.Indstillingen lægger i øvrigt også op til, at der skal ske tilbagebetaling af udgifter, som blev afholdt under det tidligere polske formandskab for MELD. Det afviser vi naturligvis at dække.