Politik

Eks-DF'er afslørede Messerschmidts EU-misbrug: Politik er beskidt

EU-parlamentariker Rikke Karlsson vil stadig til bunds i, hvad Messerschmidts fonde har brugt 2,9 millioner EU-kroner på.

Mandag ventes Europa-Parlamentet at forlange, at Morten Messerschmidts (DF) to EU-fonde, Meld og Feld, betaler 2,9 millioner kroner tilbage, efter en ekstern revision af fondenes regnskaber viser rod i regnskaberne og misbrug af EU-midler for flere millioner kroner.

Og det er netop én europaparlamentariker ekstra glad for.

- Vi har allesammen en interesse i at skabe mere tillid til vores europaparlamentarikere og til hele det her projekt, så vi kan får et ordentligt samarbejde i Europa. Og det kan den her beslutning måske være med til at skabe, siger eks-DF'eren Rikke Karlsson.

Karlsson startede hele sagen, da hun i oktober meldte sig ud af Dansk Folkeparti, fordi Messerschmidt afviste at vise hende regnskaberne for Meld og Feld, som hun var medlem af.

- Ingen ved, hvor pengene ender

Den protesterende parlamentariker har stadig ikke set regnskaberne, men håber at revisionsrapportens afsløringer i sidste ende fører til mere gennemsigtighed og viden om, hvad EU's fonde anvendes til.

- Der findes utallige fonde, og ingen ved, hvad pengene bruges til. Ikke engang vores borgere, der betaler af deres skattekroner.

- Det er et problem, at det er op til politikernes egen moral og etik at vurdere, om de bruger pengene, som man skal, mener Rikke Karlsson.

Annoncer for millioner af kroner

Den eksterne revision, som er lavet for Europa-Parlamentet, viser, at Morten Messerschmidts (DF) to fonde har brugt flere millioner EU-penge i direkte strid med EU's egne regler.

For eksempel anbefalede Dansk Folkeparti i en annoncekampagne til mere end halvanden millioner kroner et nej til EU-afstemningen om det danske retsforbehold.

Kampagnen blev betalt med EU-midler, selv om det fremgår klart af reglerne, at pengene ikke må bruges på netop kampagner ved en national folkeafstemning.

Afviser beskyldninger som "ren chikane"

Morten Messerschimdt afviser alle beskyldningerne og kalder den forventede beslutning fra Europa-Parlamentets ledelse mandag for ren chikane.

Men Rikke Karlsson tager hans protester med ro.

- Morten har i Europa-Parlamentet brugt sin tid på at rette kritik mod andres misbrug af midler. Derfor er det svært at få en mistanke om det samme rettet mod sig, siger hun.

- Men politik er af og til beskidt, siger Rikke Karlsson.

På et møde mandag skal parlamentets ledelse tage stilling til, om Meld og Feld skal tilbagebetale 2,9 millioner kroner.