Stor grafik: Hvem stjæler Alternativet vælgere fra?
Gå på opdagelse i vælgervandringerne med TV 2s interaktive grafik.
Hvor kommer Alternativets mange nye vælgere fra? Hvad vil de danskere, der siden valget har forladt Venstre, egentlig stemme nu?
De meningsmålinger, som danske medier bringer med jævne mellemrum, giver et øjebliksbillede af, hvad danskerne ville stemme, hvis der var valg i dag. Om et parti har en større eller mindre tilslutning, end ved valget i sommeren 2015.
Men typisk siger meningsmålingerne intet om de vælgervandringer, der finder sted. Hvor kommer vælgerne fra, når et parti går frem? Og hvor går de hen, når partiet går tilbage?
Derfor har TV 2 i samarbejde med meningsmålingsinstituttet Megafon udviklet en interaktiv grafik over vælgervandringerne, baseret på data fra Megafons meningsmålinger.
Eksempelvis afslører grafikken, at Alternativets stigende tilslutning i de seneste måneders meningsmålinger skyldes, at et stort antal af dem, der stemte på Socialdemokraterne ved sidste valg, nu vil stemme på partiet med Uffe Elbæk i spidsen. Og grafikken viser, at Liberal Alliance kaprer vælgere i stor stil fra Venstre.
Tryk på partibogstaverne i grafikken for at se vælgervandringerne til og fra hvert enkelt parti:
Data i grafikken bygger på de seneste fire Megafon-målinger. I hver enkelt måling er den statistiske usikkerhed omkring 1 procentpoint for de mindste partier og 3 procentpoint for de største. Den seneste måling blev foretaget i sidste uge og viste stort set dødt løb mellem blokkene.
TV 2 vil fremover bringe en opdatering af vælgervandringsgrafikken en gang i kvartalet.