Politik

Med Finland som forbillede: Saml 50.000 underskrifter og få forslag i Folketinget

Kan du finde 49.999 personer, der er enige med dig, skal det være muligt at få din sag i Folketinget.

Indsaml 50.000 underskrifter og dit forslag skal behandles i Folketinget.

Syv partier har netop fremsat et lovforslag, der skal gøre borgerinddragelsen større på Christiansborg. Partierne har hentet inspiration i Finland, hvor det siden 2012 har været muligt for borgere at fremsætte forslag i samme stil.

Underskriftindsamlinger Danmark

Følgende forslag har fået flest stemmer på skrivundet.net

  • Nej tak til statens salg af DONG til Goldman Sachs: 199.847 stemmer (2014).
  • NEJ tak til den nye offentlighedslov: 91.293 stemmer (2010).
  • Afskaf pension til folketingsmedlemmer: 62.196 stemmer (2012).
  • Stop sexuelt misbrug af dyr: 41.520 stemmer (2012).
  • Bevar DR Underholdningsorkesteret: 40.247 (2008).

Der er på forhånd flertal for forslaget, der ud over Alternativet, som tidligere fremsatte et lignende forslag, er skrevet under af Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Liberal Alliance, SF, Det Konservative Folkaparti og Det Radikale Venstre. Dermed er kun Venstre og Socialdemokraterne imod.

Et våben mod politikerlede

Justitsminister Søren Pind (V) mener, det er problematisk, hvis antallet af underskrifter har indvirkning på, hvad en folketingspolitiker anser som vigtigt.

- Jeg vil hellere gå videre med en god idé, som én borger giver mig ved at skrive med mig på Facebook, end en dårlig idé som 100.000 borgere står bag. 

Desuden er Søren Pind er nervøs for, at antallet af underskrifter kan have betydning for, hvilken politik en folketingspolitiker fører. Det skriver han i et brev til Folketingets formand, Pia Kjærsgaard. Og det kan være et problem for demokratiet, mener han.

- I givet fald vil der efter regeringens opfattelse kunne blive tale om et tilbageskridt for det repræsentative demokrati, som er grundlovens grundlæggende ordning, skriver Søren Pind.

Men den bekymring deler Rasmus Nordqvist (AL) ikke. På en blog her på siden skriver han tværtimod, at forslaget vil styrke demokratiet.

Underskriftindsamlinger Danmark 2016

Følgende indsamlinger har fået flest stemmer på skrivunder.net i år.

  • Her er de mest populære indsamlinger fra skrivunder.net, der er fremsat i år.
  • Lovkrav mod stigning i bidragssatser på realkreditlån: 22.172 stemmer (19. fabruar).
  • Bak op om demokratiet i Polen og EU: 19.337 stemmer (8. januar).
  • Bevar slagtergårdene på Vesterbro: 6.518 stemmer (4. februar).
  • Bevar Middelfart Sygehus: 6.458 stemmer (4. januar).
  • Stop lukning af børnehjertekirurgi på Skejby: 6.387 stemmer (29. januar).

- Jeg mener på ingen måde, at borgerdrevne forslag begrænser eller udfordrer det repræsentative demokrati. Tværtimod. Det supplerer det. Udvikler det. Forbedrer det. Og vigtigst af alt skaber det grobund for en helt ny, åben og inddragende politisk kultur, som kan fungere som et våben mod politikerlede, skriver Rasmus Nordqvist.

Praktisk vil et forslag fra befolkningen blive fremstillet som beslutningsforslag, der kræver en førstebehandling i folketingssalen, en behandling i udvalget og en andenbehandling i salen. Herefter skal der stemmes om det.

Finland ligner Danmark mere end tidligere

Forslaget er stillet med kraftig skelen til Finland, som i snart fire år har haft et lignende system. Det har ført til, at seks forslag foreløbigt er fremsat i Rigsdagen, og et enkelt er blevet til lov. Det skete, da en lov om homoseksuelles rettigheder blev stemt igennem i 2013.

Og selvom Finland tidligere var kendt for et mere lukket politisk system, så giver det god mening at hente politisk inspiration i landet. Det fortæller Jan Heikki Ahtola Nielsen, der er ekstern lektor og ph.d. i historie ved Københavns Universitet.

- Finsk politisk har i mange år efter afslutningen på Den Kolde Krig været præget af det særlige forhold til Sovjetunionen. Men den politiske kultur, der opstod i den periode, er langsomt blevet afvilket, og finnerne er blevet normaliseret og demokratiseret. Den politiske udvikling i Danmark og Finland de seneste år har gjort, at vi er kommet til at minde mere og mere om hinanden. Det hænger både sammen med globaliseringen og udviklingen i EU. Så på den måde kan man godt sammenligne landene, og jeg synes ikke, der er noget i vejen for at hente inspiration fra Finland, siger Jan Heikki Ahtola Nielsen.