”Min datter må ikke gå i svømmehallen, hvis der er drenge og mænd tilstede”, fortæller en muslimsk far til Berlingske i dag. Den holdning hører måske til i Saudi Arabien, men ikke i landets hovedstad – troede du måske.

Den holdning hører måske til i Saudi Arabien, men ikke i landets hovedstad – troede du måske.

Men nej. Hovedstadens Svømmeklub har tydeligvis misforstået begrebet ’integration’, når de påstår, at have fundet opskriften, som i al sin enkelthed består af kønsopdelt svømmetræning. Svømmehallerne har konkret investeret i sorte gardiner og burkinier, så piger med indvandrerbaggrund kan gå til svømning uden at blive beskuet af fremmede, og i øvrigt vantro danske mænd.

Så når far og sønnike vil i svømmehallen, kan det være en god ide lige at tjekke åbningstiderne for >>hankøn<<, inden de risikerer at bliver afvist i billetlugen. Hvordan Hovedstadens Svømmeklub mener, initiativet vil styrke en succesfuld integration, er mig en gåde.

Det har intet med integration at gøre

Social kontrol er et stort problem i det moderne Danmark, hvor særligt unge nydanske kvinder mobbes, trues og udsættes for overgreb, hvis de ikke opfører sig ærbart eller bliver ”for danske i deres væremåde”. I sidste uge fortalte flere eksperter på Christiansborg til en konference om Social Kontrol, at accept er den værste form for hensyn. Så når unge nydanskere for eksempel ikke må komme med på lejrskole, skal klasselæreren indkalde forældrene til samtale og gøre alt for at få barnet med, da man ellers fastholder barnet i social kontrol og uden for det kulturelle fællesskab.

Det har derfor intet med integration at gøre, når københavnske svømmehaller efterkommer ønske om at drenge og piger adskilles på baggrund af kulturelt- og religiøst funderede hensyn. Tværtimod. Eksemplet er en skamplet på, hvordan det kommunale Danmark lader sig kulturelt tryne af mennesker med et forhistorisk syn på kvinder og kønsroller, og tager hensyn på bekostning af kvinders frihed.

Man kunne forvente, at Kultur- og fritidsborgmester, Carl Christian Ebbesen (DF), om nogen ville gribe ind. Borgmesteren udtrykker sin ærgrelse, men mener ikke der er noget at gøre. Det undrer mig ligeledes, at den altid højrøstede venstrefløj på hovedstadens rådhus ikke har reageret negativt. Enhedslistens Rikke Lauritzen fra Borgerrepræsentationen i København har tværtimod været ude og udtrykke sin stolthed over at have hjulpet det kønsopdelte projekt på vej med penge fra udviklingspuljen. Dermed skaber Rikke Lauritzen præcedens for lignende kulturelle og religiøse krav, der på ingen måde hører hjemme i Danmark.

Falske hensyn hjælper ikke integrationen, men derimod bidrager det til at fastholde unge nydanskere i de parallelsamfund, vi alle så gerne vil hjælpe dem ud af.