Efter blodigt terrorangreb: Nu er Mary i Burkina Faso

Kronprinsesse Marys besøg til Burkina Faso, der blev aflyst i januar efter et terrorangreb, bliver gennemført de kommende dage.

Udenrigsminister Kristian Jensen (V) og kronprinsesse Mary indleder onsdag et to dages besøg i det vestafrikanske land Burkina Faso.

Besøget skulle have fundet sted i slutningen af januar, men blev udskudt efter et terrorangreb mod et hotel i landets hovedstad, Ouagadogou, hvor 29 personer blev dræbt.

Tre måneder senere og efter meget hemmelighedskræmmeri om besøgsdatoerne befinder udenrigsministeren og kronprinsessen sig nu i landet, hvor kvinders rettigheder og Danmarks udviklingspolitiske engagement blandt andet står på programmet.

- Jeg er meget glad for, at det nu er lykkedes at komme afsted til Burkina Faso sammen med Kronprinsessen, der har et kæmpe engagement i kvinders sundhed, siger Kristian Jensen i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Danmark støtter Burkina Faso, fordi det er et af verdens fattigste lande, hvor der hvert år dør tusindvis af kvinder i forbindelse med graviditet og fødsel. Det er jo helt uacceptabelt, at kvinder anno 2016 dør, mens de giver liv.

Skal tale om kvinders rettigheder med præsidenten

I løbet af onsdag og torsdag skal kronprinsesse Mary og Kristian Jensen besøge en danskstøttet sundhedsklinik, besøge befolkningen i en burkinsk landsby og tale med politikere og organisationer om ligestilling, mødredødelighed og børneægteskaber, ligesom de også skal mødes med landets præsident, Roch Marc Christian Kaboré.

I forbindelse med besøget vil udenrigsminister Kristian Jensen underskrive et nyt femårigt landeprogram til cirka en milliard kroner. Danmark støtter programmer inden for menneskerettigheds- og retsområdet, vand og sanitet, landbrug og privatsektoren.