Engell: En historisk beslutning at sætte Hjemmeværnet ind
Både Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti bakker op om justitsministerens plan, der betyder at Hjemmeværnet sendes til grænsen.
Det er ganske usædvanligt, at justitsminister Søren Pind (V) nu vælger at sende Hjemmeværnet til den dansk-tyske grænse for at aflaste politiet i forbindelse med grænsekontrollen.
Sådan lyder vurderingen fra politisk kommentator – og tidligere justitsminister – Hans Engell.
- Det er en historisk beslutning, fordi vi ikke i Danmark har nogen forhistorie for at militære myndigheder bruges til det, der tidligere har været politimæssige opgaver, siger han.
- Hjemmeværnet har jo igennem mange år løst en række opgaver i beredskabssituationer og dygtigt stået for opgaver, der knytter sig til oversvømmelser, trafikregulering og meget andet. Men det at man nu sætter et ganske stort tal fra Hjemmeværnet ind her, er en helt ny opgave.
Omfattende plan
I alt vil Søren Pind lade Hjemmeværnet afløse politiet ved grænsen med et antal svarende til 125 årsværk. Registrering og kontrol ved grænsen vil altså fremover også kunne udføres af Hjemmeværnet. Derudover vil der blive skruet yderligere ned for politiindsatsen ved grænsen, svarende til 40 årsværk, således at politiet samlet set bliver aflastet med 165 årsværk.
Aflastningen skal ske for at politiet i stedet kan udnytte ressourcerne andre steder i landet. Det danske politi er i øjeblikket er særdeles presset som følge af blandt andet opgaver i forbindelse med terrorberedskab samt den grænsekontrol, regeringen indførte tidligere på året.
- Jeg er ret sikker på, at Hjemmeværnet vil være glade for denne opgave, fordi Hjemmeværnets eksistensberettigelse jo beror på, at det udover at deltage i det militære forsvar og beredskabet, også kan gå ind og være med til at løse en række opgaver for civilsamfundet, siger Hans Engell.
Søren Pind meddelte desuden tirsdag, at optaget på politiskolen fra i år bliver øget til i alt 600 elever. Derudover skal det være slut med, at politiet bemander de såkaldte ATK-vogne i forbindelse med færdselskontrol. Og så åbner justitsministeren også op for, at visse transportopgaver fremover vil kunne blive varetaget af private aktører i stedet for at politiet. Alt sammen for at aflaste politiet og frigøre mandskab til at tage sig af vigtigere politiopgaver.
- Jeg hæfter mig ved, at det er en ganske omfattende plan for omorganisering af politiet, som jo helt tydeligt er koordineret både med politiledelsen og Politiforbundet, siger Hans Engell.
Bred politisk opbakning
Både Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti bakker op om Søren Pinds beslutning.
- Det er en god løsning på den korte bane. Det, vi selvfølgelig stadigvæk savner, er en langsigtet plan, som adresserer de udfordringer, der er i hele Danmark. Men det er et skridt på vejen til at aflaste politiet, siger Socialdemokraternes retsordfører Trine Bramsen.
Dansk Folkepartis Peter Skaarup ser gerne at man går skridtet videre og får egentlige soldater til at udføre visse politiopgaver: