Politik

Naivitet og konfliktskyhed åbner døren for islamisme

For nogle uger siden rullede historien om Mohammad Sabah Ahmads folketingskandidatur for Alternativet. En mand med en noget blakket fortid. Han har bl.a. været talsmand for den omstridte Grimhøjmoské, der mere end nogen anden moské har været forbundet med hadprædikanter og radikalisering af unge.

Blot en måned før Mohammad Sabah Ahmad blev valgt som folketingskandidat havde han udtalt, at hvis en kvinde kommer og spørger en imam om, hvad straffen ifølge islam er for utroskab, skal han naturligvis følge koranens ord - ellers er han hykler. Det endte da også med, at han måtte trække sit kandidatur.

Tidligere er også Enhedslisten kommet galt af sted med deres opstilling af islamisten Asmaa Abdol-Hamid som spidskandidat. Hun er berygtet for at nægte at give mænd hånden. Det tjener som gode eksempler på, at de politiske partier skal være yderst varsomme med, hvem de inviterer indenfor.

Islamisme hører ikke hjemme i dansk politik

Vi skal aldrig acceptere nogen former for islamisme i dansk politik. At vi indtil nu har været nogenlunde forskånet for islamisme, skal ikke mindst tilskrives vores bramfrie debattone. Man skal blot rette blikket mod Sverige for at se, hvor galt det kan gå, hvis naivitet og konfliktskyhed præger debatkulturen. Her oplever regeringspartiet, Miljøpartiet, store problemer som konsekvens af misforstået rummelighed.

For en uge siden trak den svenske boligminister Mehmet Kaplan sig efter sin sammenligning af Israel med Nazityskland og efter offentliggørelsen af hans deltagelse i en middag med flere yderligtgående islamister. Dertil er flere af Miljøpartiets repræsentanter set lave det muslimske broderskabs håndtegn. Terrorforsker Lars Nicander henviser til, at Miljøpartiets sårbarhed netop skyldes naivitet og frygten for islamofobprædikatet.

I Danmark skal vi ufortrødent fortsætte med åbent at forsvare vores folkestyre og tage skarp afstand fra islamisme og andre former for ekstremisme. Lad os håbe, at det kan forhindre danske partier i at blive infiltreret af islamister.