Politik

Danskerne støtter krig mod IS – men frygter hævnangreb

Færre end hver tredje vælger er modstander af beslutningen om at sende soldater i krig mod IS i Syrien og Irak, viser ny måling.

Når Folketinget tirsdag vedtager at sende danske specialstyrker og kampfly i aktion mod Islamisk Stat i Irak og Syrien, øger det samtidig risikoen for, at terrororganisationen foretager angreb i Danmark. Alligevel er det den rigtige beslutning et flertal i Folketinget tager om at bidrage til den internationale koalition, der bekæmper organisationen, mener et flertal af vælgerne.

Megafon IS måling

Er du tilhænger eller modstander af Folketingets beslutning om at øge den danske militære indsats i Syrien?

I høj grad tilhænger: 18 procent

Tilhænger: 33 procent

Hverken/eller: 16 procent

Modstander: 18 procent

I høj grad modstander: 13 procent

Ved ikke: 3 procent

Undersøgelsen er gennemført som en web-undersøgelse d. 19. april, 2016. 1.036 respondenter har medvirket i undersøgelsen.

I en ny meningsmåling, foretaget af Megafon for TV 2 og Politiken, svarer 51 procent, at de er tilhængere af beslutningen om at øge den danske militære indsats i Syrien. 31 procent er modstandere, mens 16 procent svarer 'hverken/eller'.

Samtidig vurderer 62 procent af danskerne, at en øget dansk militærindsats mod IS vil øge risikoen for et terrorangreb herhjemme. Blot fem procent tror, at det danske engagement vil mindske risikoen for et angreb.

Minister: Forhøjet trussel mod Europa 

Dermed ser det ud til, at danskerne deler udenrigsminister Kristian Jensens (V) vurdering. Ministeren frygter, at der vil finde nye terrorangreb sted i Europa den kommende tid. 

- Hvis du kigger bredt ud over Europa, så tror jeg, der vil være en risiko for, at der bliver gennemført flere terrorangreb mod de europæiske byer i de kommende måneder.  Det er klart, at når vi presser dem militært, så forsøger de at reagere. Derfor er der i periode en forhøjet trussel mod Europa, har udenrigsministeren tirsdag sagt.

 En vurdering, som deles af Birthe Hansen, der blandt andet forsker i terrorisme og sikkerhedspolitik ved Københavns Universitet. 

- Det, at vi nu også går aktivt ind i Syrien, betyder formentlig, at risikoen i Danmark stiger lidt på den korte bane, har hun udtalt.

Måling terror megafon

Tror du, at en øget dansk militær indsats mod IS vil øge eller mindske risikoen for et terrorangreb i Danmark?

I høj grad øge: 16 procent

Øge: 47 procent

Hverken/eller: 30 procent

Mindske: 4 procent

I høj grad mindske: 1 procent

Ved ikke: 3 procent

Undersøgelsen er gennemført som en web-undersøgelse d. 19. april, 2016. 1.036 respondenter har medvirket i undersøgelsen.

Bredt flertal i Folketinget stemmer for

Venstre, Konservative, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne samt Radikale har tilkendegivet, at de vil stemme for beslutningsforslaget, når det efter planen skal til afstemning tirsdag eftermiddag. Vedtages forslaget betyder det, at Danmark sender syv F16-fly, specialstyrker samt et transportfly afsted for støtte op om den internationale koalition, der bekæmper terrororganisationen Islamisk Stat i Syrien og Irak. Enhedslisten, SF og Alternativet vil stemme imod.