Politik

Danmark skal i krig i Syrien

Et flertal i Folketinget har besluttet, at danske styrker skal sættes ind i kampen mod terrororganisationen Islamisk Stat i Syrien og Irak.

Et flertal i Folketinget har netop besluttet, at danske soldater og kampfly skal sendes til Irak og Syrien for at bekæmpe terrororganisationen Islamisk Stat (IS).

Venstre, Konservative, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne samt Radikale stemte for beslutningsforslaget, der betyder at Danmark sender syv F16-fly, 60 specialstyrker fra frømandskorpset og jægerkorpset samt et transportfly afsted.

Islamisk Stat på hælene

Det er udenrigsminiser Kristian Jensen (V), der har fremsat beslutningsforslaget om igen at sende danske styrker i krig. Danmarks bidrag til den internationale koalition mod IS kan være med til at presse terrororganisationen yderligere, forklarer han.

- Noget af det, de (IS, red.) kan gøre, er at ændre taktik og bruge mere terror. De er allerede i dag en trussel mod os. Vi har set dem gennemføre terror i Belgien og i Paris og så langt væk som Californien. Derfor er vores svar at få fjernet truslen, siger Kristian Jensen til TV 2.

De danske F16-fly har også tidligere været sendt i kamp mod IS, men har alene haft tilladelse til at operere i Irak. Folketingets beslutning tirsdag betyder, at danske tropper også kan operere i det borgerkrigshærgede Syrien - og at vi udover at sende kampfly også sender specialtropper og et transportfly afsted. I august 2015 blev de danske kampfly trukket hjem fra operationen midlertidigt for at blive vedligeholdt.

Enhedslisten, SF og Alternativet stemte imod beslutningsforslaget.