Politik

Alexandras million-aftale skal diskuteres i Folketinget: - Må ikke ske igen

Enhedslisten vil foreslå en ændring i grevindens apanage. Partiet vil også ændre reglerne for andre i kongehuset efter en skilsmisse.

Til efteråret vil Enhedslisten stille et forslag i Folketinget om ændringer i grevinde Alexandras apanage, skriver Ekstra Bladet.

Partiet mener, at den tidligere prinsesses indtægter fra andre steder bør modregnes i de penge - 2,3 millioner om året - hun får udbetalt fra staten.

Forslaget kommer kort tid efter, at Alexandra har solgt det hus på Svanemøllevej i København, som hun fik foræret, da hun og prins Joachim blev skilt. Salgsprisen kendes ikke, men huset blev oprindeligt udbud til 25 millioner kroner. Men hussalget er ikke skyld i forslaget, siger Søren Søndergaard fra Enhedslisten til Ekstra Bladet.

- Det er et argument for ikke at stille forslaget nu. For os er det det mere principielle. Derfor venter vi til efteråret, siger Søren Søndergaard.

Grevinde Alexandra tjener ifølge Ekstra Bladet penge på en bestyrelsespost og på at holde foredrag.

Vil ændre kongelige skilsmisseregler

Samtidig vil Enhedslisten foreslå, at andre, der er gift ind i kongehuset, ikke vil kunne få en fast ydelse på samme måde som Alexandra i tilfælde af en skilsmisse.

- Vi var også imod særordningen, der gav Alexandra og Mary statsborgerskab udenom de normale procedurer. Vi vil selvfølgelig ikke ændre det og fratage dem statsborgerskabet, men det skal ikke ske igen, siger Søren Søndergaard.

Ifølge Ekstra Bladet er SF enige med Enhedslisten om, at der bør kigges nærmere på grevinde Alexandras tilstedeværelse på finansloven. Både Dansk Folkeparti og de Konservative er dog imod.