Klima på Slotspladsen

Skulpturen gengiver en himmelstormende graf, der spidder en udsultet isbjørn. Grafen viser hvorledes ophobningen af CO2 i atmosfæren har nået det højeste niveau i to millioner år. I marts måned sidste år nåede vi et niveau på over 400 ppm i atmosfæren. Dermed er en meget kritisk grænse overskredet.

Vi er i Alternativet stolte over at kunne offentliggøre vores samarbejde med den fynske billedkunstner Jens Galschiøt, hvis værker billedliggør menneskets problematiske forhold til sig selv og til vores klode. Galschiøts værker rummer en indignation over tingenes tilstand, og giver stemme til dem og til det, der ikke kan formulere en selv; det være sig de hjemløse, de udsatte, de hungersnødramte eller i dette tilfælde; alle de dyr, planter og mennesker der trues på deres eksistens af klimakatastrofen.

For mange mennesker i Danmark er klimakatastrofen noget der læses om i aviserne eller ses i tv, og på den måde ikke noget der opleves som nærværende. For andre mennesker er klimakatastrofen derimod en helt konkret trussel mod deres livsgrundlag.

Det, som skulpturen kan, er gøre virkeligheden konkret; en virkelighed, der ellers er fjern og uvedkommende. Kunsten kan gøre os lydhøre overfor det ellers uhørlige. Og vi kan bruge kunsten til at minde os selv om de løfter, vi har givet – eksempelvis i Paris til COP21 i december.

Det er uhensigtsmæssigt når klimakatastrofen ikke opfattes som en realitet og en virkelig trussel. For når den ikke anerkendes i sit fulde omfang, kan vi ikke lave den nødvendige og ambitiøse omstilling, vi har så meget brug for. Hvis vi i den vestlige verden ikke tager vores ansvar på os, så går det helt galt.

Det, vi kan gøre, er at minde os selv om udfordringen, lade vores videnskabsmænd præsentere de dystre realiteter og lade kunsten formidle både truslen og opfordringen til handling i et helt konkret billedsprog som vi forstår og som provokerer os til at komme ud af vores egen tryghedszone, for på den måde faktisk at gøre en forskel, og det gælder både borgere og politikkere.

Galschiøts værk, der vil rejse sig syv meter over Christiansborg Slotsplads, vil i hjertet af hovedstaden indtegne miljøkatastrofernes uhyggelige realiteter i vores bybillede og i vores bevidsthed.

Kunsten kan minde os om, at vi faktisk er en del af et større hele. Når et værk så massivt som Galschiøts rejser sig på Slotspladsen, vil vi blive tvunget til at spejle os i det. Vi bliver tvunget til at spørge os selv, om vi virkelig vil have, at kurven skal blive ved med at stige, eller om vi ønsker at bøje metallet og lade den flade ud. Det afhænger af vores vilje og beslutningskraft. For jo mindre grafen og CO2-tætheden skal stige i fremtiden, desto modigere og dygtigere skal vi være til at ændre den kurs, der er udstukket.

Derfor synes vi, at Galschiøts værk er vigtigt; vi kan bruge det til at stille spørgsmål til den kurs vi som samfund har udstukket. Vi tvinges til at tage stilling til både den, men også os selv. Kunsten kan udfordre os, og den rummer potentialet til at ændre på tingenes tilstand.

”Unberable” er et provokerende værk, for selvfølgelig smerter det, når vi konfronteres med vores medansvar i forhold til overgrebet på klodens ressourcer og klodens liv. Men provokationen tvinger os til at se det ubehagelige i øjnene og tage stilling til det, og det har vi brug for, for kun på den måde kan vi ændre tingenes tilstand.