SF klar til at trække hjemmegående indvandrer-kvinder i kontanthjælp
SF mener, at der skal flere krav og mere handling til, hvis de etniske kvinder skal undgå at blive holdt hjemme ved 'kødgryderne'.
SF vil smække kontanthjælps-kassen i, når det kommer til kvinder med anden etnisk herkomst, der undgår uddannelse, jobtræning og arbejdsmarked, fordi de tvinges til at blive i hjemme ved kødgryderne af deres familie.
Det skriver Ugebrevet A4 fredag.
Stramningen skal ifølge SF-formand Pia Olsen Dyhr få mændene til at forstå, at det er uacceptabelt at udøve social kontrol ved at fastholde kvinderne i rollen som husholderske inden for hjemmets fire vægge.
- Den store ligestillingskamp er altså, at der er kvinder i vores samfund, som ikke får lov til at arbejde eller få en uddannelse, som kun må gå hjemme med børnene og ikke må lære at tale dansk. Det vil jeg simpelthen ikke finde mig i på nogen som helst måde, siger Pia Olsen Dyhr til Ugebrevet A4.
For mange kommuner freder kvinderne
Hun mener, at kvinderne skal tvinges væk fra hjemmet af danske krav, hvis ikke manden skal have for let ved at udøve social kontrol. Og så gør vi dem en bjørnetjeneste, lyder det.
- Vi kan se, at der er kommuner, der ikke anviser alle kvinder af anden etnisk herkomst et job. Og de ender faktisk med at være hjemmegående husmødre og får alligevel fuld kontanthjælp. Det er meget vigtigt at sende et klart signal: Enten kommer du i arbejde eller uddannelse, ellers mister du penge på kontanthjælp, siger SF-formanden Pia Olsen Dyhr, som vil sætte problematikken højt på den politiske prioritetsliste.
Meldingen kommer forud for SF’s landsmøde, der begynder fredag i Vejle. Et møde, hvor formanden også erkender, at partiets historiske vælgerkrise bliver et uundgåeligt tema.