Politik

Revsede Anker Jørgensen efter død: Nu kræver han penge af de forargede

Mens Eks-DF'eren Carsten Horn tilsyneladende bifaldt tidligere statsminister Anker Jørgensens død, hyldede en stor folkemængde ham efter hans død. Her ved Grundtvigs Kirke i København. Liselotte Sabroe / Scanpix Denmark

Carsten Horns Facebookopdatering om Anker Jørgensens død faldt mange for brystet. Nu kræver han penge af dem, der screendumpede hans opslag.

- Det skal fejres!!!! Skål alle sammen, tillykke med dagen!! Endeligt er Anker blevet en god socialdemokrat! For en god socialdemokrat er en død socialdemokrat.

Sådan lød ordene i et facebookopslag fra tidligere lokalformand for Dansk Folkeparti i Brøndby, Carsten Horn, efter den tidligere statsministers død den 20. marts.

En udmelding, han endda uddybede i en kommentar om, at han har lige så meget respekt for Anker Jørgensen, som han har for Tysklands tidligere nazistiske leder, Adolf Hitler.

Mange medier og facebookbrugere tog efterfølgende screendumps og delte den opsigtsvækkende opdatering med Carsten Horns billede.

Det får nu eks-DF’eren til at opkræve penge for krænket ophavsret, idet de har delt screendumpet med billede uden hans tilladelse, skriver Journalisten.

Mediejurist: Har en god sag

Carsten Horn skulle angiveligt have tilbudt dem et forlig, hvor de kan slippe med 5.000 kroner i kontant afregning for brug af ulovligt materiale. Og ifølge en ekspert har han en god sag rent juridisk.

- Han har ret i, at ophavsrettighederne til billedet er krænket, hvis man ikke har spurgt om lov, inden man bringer et screendump, siger Peter Lind Nielsen fra advokatfirmaet Bird & Bird Peter til Journalisten og fortsætter:

- Men man kan muligvis godt bringe et screendump af selve teksten, da man kan argumentere for, at den - når den er så kort - hører under citatreglen i ophavsretsloven.

Socialdemokrat kalder det 'afpresning' 

Peter Lind Nielsen vil ikke kommentere på, om 5.000 kroner er et realistisk beløb at opkræve i forbindelse med et forlig.

Til gengæld forklarer han, at den tidligere DF’er ikke havde haft en sag, hvis blot havde delt og embedded eller linket til hans opslag på de sociale medier.

Bruddet på loven sker i det øjeblik, der tages screendumps af ophavsrets-beskyttet materiale, som derpå uploades uden samtykke, forklarer mediejuristen. 

Socialdemokraten Annette Gregersen er blandt dem, der er blevet opkrævet 5000 kroner af Carsten Horn. Hun har kommenteret den tidligere DF’ers nye manøvre i sagen på Twitter, hvor hun kalder det ”afpresning”.