Politik

Sapran fra 'Anbragt i Helvede': Glad for at have gjort forskel

Sapran Hasna, der deltog i dokumentaren "Anbragt i Helvede" er tilfreds med, at Justitsministeren nu vil hjælpe omsorgssvigtede børn.

Kommuner skal ikke i fremtiden kunne gemme sig bag en tre-årig forældelsesfrist, når de forsvarer sig i sager om omsorgssvigt mod børn.

Det vil Justitsministeren sørge for, når han torsdag fremlægger et lovforslag på et samråd.

Samrådet er blevet indkaldt efter en sag om tre palæstinensiske søstre, der blev udsat for vold og krænkelser, uden Slagelse Kommune greb ind, blev oprullet i dokumentaren ”Anbragt i Helvede” på TV 2.

Og Justitsministeren udspil bliver modtaget med tilfredshed hos én af de piger, der medvirkede i dokumentaren, Sapran Hasna.

- Det er positivt, at der kommer fokus på emnet, og at man ønsker at ændre fristen. Det er meget relevant, så kommunen ikke har mulighed for at bruge det argument. Jeg er glad for, at politikerne har taget det op så hurtigt, forklarer hun.

Glad for at gøre en forskel

Sammen med sine to søstre rejste hun en civil erstatningssag mod Slagelse Kommune, der argumenterede med, at sagen var forældet, da der var gået mere end de tre år, siden krænkelserne fandt sted.

Det er endnu uvist, om lovforslaget vil få indflydelse på søstrenes sag mod Slagelse Kommune. Sapran Hasna håber, at forslaget vil hjælpe hende og søstrene, men også alle andre børn, der står i en tilsvarende situation.

Uanset, hvordan hendes egen sag ender, så er Sapran Hasna i dag tilfreds med, at hun har været med til at ændre reglerne for omsorgsvigtede børn.

- Nu hvor vores sag er så enestående, så er mine søstre og jeg med til, at der bliver snakket om det i Folketinget, og der er mulighed for at der kommer nogle lovforslag, så jeg er glad for, at jeg har været med til at gøre en forskel. 

Større erstatninger

Ud over de ny regler for forældelsesfrister holder ministeriet også en møderække med en række parter om niveauet for de såkaldte tortgodtgørelser, altså den erstatning, ofre kan blive tilkendt i retten, aktualiseret af, at de palæstinensiske søstre fik mellem 10.000 kroner og 70.000 kroner i erstatning.

- Selvfølgelig skal kommunen betale erstatning, når de ikke har overholdt tilsynspligten, så jeg synes, det er meget relevant at snakke om erstatningen, når vi taler om forældelsesfrist, siger Sapran Hasna. 

Hun søgte sammen med sine søstre en erstatning på 300.000 kroner fra Slagelse Kommune, men det er ifølge Sapran Hasna slet ikke en stor nok kompensation i sager om seksuelt misbrug og kommunal svigt. 

- Jeg synes man skal gå op og snakke millioner. Alle siger, at erstatning alligevel ikke kan gøre det godt igen, men man bliver nødt til at give en eller anden erstatning, og hvis man skal gøre det, så gør det ordentligt. Lad være med at komme med et beløb, der er til grin, siger Sapran Hasna.