DF vil droppe togbro: Det jubler de over i Vejle
DF vil droppe togbro over Vejle Fjord. Det glæder Vejles borgmester.
På grund af faldende oliepriser, der får budgettet til at smuldre, er Dansk Folkeparti, der er med i forligskredsen om Togfonden, klar til at droppe en række af fondens milliarddyre jernbaneprojekter. Herunder en ny togbro over Vejle Fjord og dermed også timemodellen.
Den nyhed er ikke noget, der er gået Vejles Borgmester Arne Sigtenbjerggaards (V) næse forbi, og han er begejstret.
- Det er jeg utrolig glad for. Det har for hele Vejle Kommune – både byråd og befolkning – været et ønske siden planen blev lanceret, siger han til TV 2.
Frygter færre stop i Vejle
Årsagen til Vejles store modstand mod planen er en frygt for, at færre tog vil standse i byen.
- Det vil gå ud over væksten og borgernes evne til at komme rundt i landet, siger borgmesteren, der ikke tvivler på, at han har sine vælgere bag sig.
- Jeg har ikke mødt en eneste, der har sagt, at vi skal få bygget den bro. Jeg har til gengæld hørt masser sige, at vi må gå mere til dem for at få skrottet planen. Borgerne er fuldstændig enige med mig og byrådet.
Stressfaktor med manglende afklaring
Trods DF’s udmelding, hæfter Arne Sigtenbjerggaard sig ved, at intet endnu er helt sikkert. Der er stadig usikkerhed om, hvor aftalen om togfonden lander, og det er en stressfaktor for kommunen, lyder det.
- Det er en kæmpe belastning, især for de borgere, som bor i de områder, hvor broen er planlagt til at gå. Vi bruger også utrolig mange ressourcer, både politisk og administrativt, for at beskrive og vurdere på det uhensigtsmæssige i byggeriet af en togbro over Vejle Fjord, siger han.
Derfor ser borgmesteren gerne, at der snart kommer vished for planernes retning. Stod det til ham, var tingene dog lagt i skuffen for længst og fjernet totalt fra ”jordens overflade”.
- Jeg er sikker på, at undersøgelser ville medføre, at det blev klart, at broen ville blive dobbelt så dyr som planlagt, og at den fysisk ville blive vanskelig at realisere, siger borgmesteren.