Rød blok kræver offentlig høring om skattely

Enhedslisten, Alternativet, SF, Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre vil have en offentlig høring om skattely.

Partierne i rød blok vil have Folketingets skatteudvalg til at hasteindkalde til en offentlig høring om mulighederne for at bekæmpe skattely.

Det sker efter afsløringerne af danske bankers tætte samarbejde med selskabet Mossack-Fonseca i Panama om oprettelse af skattely for en række velhavende kunder.

De fem partier i oppositionen vil invitere både Nordea og Jyske Bank, U-landsorganisationen Ibis og en uafhængig skatteekspert til høringen. 

Tidligere tirsdag aften indkaldte skatteminister Karsten Lauritzen banker, revisorer og skatteadvokater til et møde, hvor skatterådgiverbranchen skal stå skoleret omkring rådgivning af skattely. 

Men Enhedslisten, Alternativet, SF, Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre vil også have en offentlig høring i sagen. 

Vigtigt at finde løsninger, der virker

Og det giver skatteminister Karsten Lauritzen grønt lys til, oplyser han til TV 2.

- Der kan ikke komme noget skidt ud af, at Folketinget involverer sig i den her sag. Så længe man bare holder sig for øje, at de løsninger man peger på, er nogle der rent faktisk vil virke, og ikke blot er udtryk for, at man vil være en handlekraftig politiker. Det vi handler med skal også være noget, der reelt løser problemet, siger skatteministeren til TV 2. 

Formålet med den offentlige høring er, ifølge partierne, at skabe overblik over de nuværende regler og mulighederne for at bekæmpe skattely i fremtiden. I følge skatteministeren kan der dog gå uger eller måneder, før en offentlig høring kan finde sted. 

- Men hvis de har brug for skatteministeriets bistand, stiller jeg mig til rådighed og det gør Skat også, tilføjer Karsten Lauritzen. 

Nedenfor udtaler skatteordførerne fra de fem oppositionspartier sig om sagen:

Rund Lund fra Enhedslisten.
Rund Lund fra Enhedslisten. Foto: Betina Garcia / Scanpix Denmark

Enhedslistens skatteordfører, Rune Lund, siger:

- Det er ikke i orden, at velhavere og store selskaber laver skattefiflerier og snyd for at undgå at betale skat, mens almindelige mennesker hver dag bidrager til velfærdskassen. Skattely er en af de største trusler mod velfærdssamfundet, og derfor skal skattely bekæmpes.

Han vil blandt andet gerne have svar på, hvilken rolle de danske banker har spillet i Panama-lækagen, samt bankernes etiske standarder.

- Det, der er kommet frem, rejser en masse spørgsmål om, hvorvidt bankerne har de rette standarder. Der vil det være mest fair, hvis bankerne taler direkte til politikerne i Folketinget, og at de folkevalgte får mulighed for at stille spørgsmål direkte til bankerne, siger Rune Lund tirsdag aften til TV 2.

Han vil også se på, om Danmark kan gøre noget i samarbejde med andre lande. For eksempel EU. Her uddyber Rune Lund, at EU eksempelvis kan skride hårdere til værks overfor lande, som ikke vil give oplysninger om, hvem der er reelle ejere af selskabskonstruktionerne.

Rene Gade fra Alternativet.
Rene Gade fra Alternativet. Foto: Simon Skipper / Scanpix

Alternativets skatteordfører, Rene Gade, siger:
- Brug af skattely har mange ansigter og ansvarlige. Fællesnævneren er dog at udnyttelse af skattely er usolidarisk, og vi må derfor politisk presse på for at få en international aftale, der forhindrer virksomheder og borgere i at omgå lovgivningen. PanamaPapers skaber gennemsigtighed og et nødvendigt folkeligt og politisk pres på de ansvarlige.

Lisbeth Bech Poulsen
Lisbeth Bech Poulsen Foto: Torkil Adsersen / ScanpixDenmark

SF’s skatteordfører, Lisbeth Bech Poulsen, siger:
- Det er ufatteligt at de der har allermest, er dem der snyder mest. Når milliarder gemmes væk i skuffeselskaber i skattely, så er det penge, som fællesskabet snydes for, og som mangler til pædagoger, sundhed og uddannelse. Det bør være en mærkesag for alle Folketingets partier at sætte en stopper for det.

Jesper Petersen fra Socialdemokratiet.
Jesper Petersen fra Socialdemokratiet. Foto: Keld Navntoft / Scanpix

Socialdemokraternes skatteordfører, Jesper Petersen, siger:
- Det er oplagt, at Folketingets skatteudvalg gennemfører en hurtig høring og følger op på afsløringerne fra pressen. Lækagen om den omfattende brug af Panama som skattely understreger igen, hvor massivt et problem skattelyene udgør. For os, der arbejder ud fra værdier om retfærdighed og fælles velfærd, er det helt uacceptabelt, når de fælles kasser taber de helt svimlende milliardbeløb, der er tale om her.

Martin Lidegaard fra Det Radikale Venstre.
Martin Lidegaard fra Det Radikale Venstre. Foto: Simon Skipper / Scanpix Denmark

Det Radikale Venstres skatteordfører, Martin Lidegaard, siger:
- Hvis der bliver afdækket ulovlige aktiviteter i den såkaldte Panamasag, skal de straffes. Men ligeså vigtigt er det at lære af denne dag, så vi kan forebygge og bekæmpe skattespekulation med alle til rådighed stående midler, og det er præcis det, som høringen går ud på.

De er indblandet i sagen om skattely i Panama
Flere prominente navne er blevet sat i forbindelse med sagen Få et overblik her.