- Der kommer en tid, hvor DF går efter den øverste pris
Morten Messerschmidt vil hjem til dansk politik. Han drømmer om at blive minister og spår, at DF engang i fremtiden vil gå efter statsministerposten.
Om få år ser EU-projektet helt anderledes ud, end det gør i dag.
Det er Morten Messerschmidt ikke i tvivl om.
Hvad end Storbritannien 23. juni beslutter sig for at forlade eller forblive i EU-samarbejdet. Hvad end flygtningestrømmen de kommende år fortsætter med at vokse, eller aftager i styrke.
- Hvis man talte engelsk, ville man kalde det her for et ”decisive moment”. Man står på en eller anden måde ved en korsvej, hvor man kan se at mange af de ansvarsområder, EU har taget på sig, og de politikker, man har forsøgt at føre ud i livet, har slået fejl, siger DF’s mangeårige medlem af Europa-Parlamentet, da TV 2 møder ham på hans kontor på Christiansborg til en snak om fremtiden – både EU’s og hans egen.
Morten Messerschmidt kalder selv den kommende periode for en ”meget interessant brydningstid” for den EU-debat, han har beskæftiget sig med i et årti - og siden 2009 som sit partis absolutte frontfigur i Europa-Parlamentet. Alligevel har den 35-årige stemmesluger allerede meldt ud, at denne valgperiode bliver hans sidste i Bruxelles. Han vil i stedet hjem og forsøge at blive valgt til Folketinget ved det næste valg. Hvorfor egentlig?
- Det har også været en lang refleksion og en overvejelse, som jeg egentlig stadig gør mig. Men jeg står ved min beslutning om, at når mit mandat her er slut, så vender jeg hjem. Det er både fordi ti år er lang tid at være væk fra Folketinget og dansk politik. Og så fordi det har nogle rent private omkostninger, at man rejser meget og aldrig rigtig er hjemme noget sted. Og så synes jeg også, i al beskedenhed, at jeg har leveret varen, siger han og fortsætter:
- Jeg har sørget for, at Dansk Folkeparti ved sidste Europa-Parlamentsvalg blev det største parti. Jeg har fået os ind i den partigruppe, vi gerne ville være i (ECR-gruppen, hvor blandt andet de britiske konservative sidder, red.). Jeg har vist, at vi har indflydelse i parlamentets daglige arbejde. Men nu er det på tide, at vende hjem og kæmpe videre sammen med kollegerne i Folketinget.
Ved ikke om han vil være formand
Det er langt fra blot EU-politikken, Messerschmidt håber at kunne få lov at beskæftige sig med, hvis han bliver valgt ind, når statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på et tidspunkt beslutter sig for at udskrive valg.
- Jeg synes egentlig, at det er ved at være på tide også at tage fat på andre områder end EU-politikken. Jeg har jo arbejdet med andet, sidst jeg sad i Folketinget. Det er måske ikke det, folk lige husker mest, men jeg har for eksempel været energiordfører og sad med hele energi- og klimadagsordenen for Dansk Folkeparti i en årrække, siger Morten Messerschmidt, der samtidig understreger, at han allerede i dag er en del af partitoppens interne diskussioner, fordi han er en del af partiets daglige politiske ledelse. Og dét håber - og forventer - han fortsat at være:
- Jeg vil gerne være med til at definere Dansk Folkeparti som parti – ligesom jeg har været de sidste mange år. Og derfor regner jeg selvfølgelig med, at jeg også i den situation vil være at finde blandt dem, der tegner den daglige ledelse. Jeg synes at Kristian (Thulesen Dahl, red.) – udover at være en meget dygtig formand – også er et meget behageligt menneske at arbejde sammen med. Og det glæder jeg mig til at kunne fortsætte med. Men præcis hvilken titel jeg lige skal have, er jeg ikke så optaget af. Det er min erfaring, at folk kan have meget lange og flotte titler, men måske ikke have meget andet end det.
Kunne du tænke dig at blive formand for DF engang?
- Det ved jeg faktisk ikke. Og jeg ved godt, du tror, det er noget krukkeri, at jeg svarer sådan, siger Messerschmidt og fortsætter:
- Jeg tror, at det er meget vigtigt, når man er i politik, at man ikke går og drømmer om alle mulige ting, der kan ske i fremtiden, men fokuserer på det nære og konkrete. Og jeg er glad for at være i daglig ledelse, glad for at være i Europa-Parlamentet, og ser frem til forhåbentlig at vende tilbage til Folketinget. Men hvem der skal være formand om måske 20 år, det går jeg altså ikke og spekulerer på.
Anderledes klar i mælet er Messerschmidt dog, da jeg spørger ham, om han kunne tænke sig engang at blive minister:
- Ja, selvfølgelig. Jeg tror ikke, at der er nogle, som stiller op til Folketinget, der ikke har en ambition om også at få lov at være drivende i den politiske proces. At få lov til at komme med udspillene og formulere politikken. Så selvfølgelig kunne jeg det. Man skal bare huske på, at det skal være det politiske indhold og ikke de personlige ambitioner, der er drivende. Jeg synes, at vi har set grumme eksempler på, at hvis man lader personlige ambitioner stå over det politiske indhold, så går det helt galt. Tag bare SFs måde at håndtere det på. Det kommer vi ikke til. Vi vil først tage det skridt, når vi føler, at den politiske indflydelse ved at sidde i regering er større end ved at sidde udenfor.
DF som statsministerparti?
Med 21,1 procent af stemmerne ved valget i sommeren 2015 er Dansk Folkeparti nu større end nogensinde. Sågar større end Venstre, som alligevel den dag i dag har regeringsmagten. Men sådan kommer det ikke nødvendigvis til at være i al fremtid, lyder det fra Messerschmidt.
Er det på sigt en mulighed, at DF peger på sin egen formand som statsministerkandidat?
- Det er klart, at det altid er det strategiske sigte at få så meget indflydelse som overhovedet muligt. Derfor kommer der også en tid hvor - hvis vælgerne stadig giver den opbakning til partiet, som vi har - at vi går efter den øverste pris. Selvfølgelig. Men spørgsmålet er jo, hvornår man gør det. Og hvordan.
Den nuværende konstellation i blå blok er, som Messerschmidt formulerer det, ”relativt vanskelig”. Med Dansk Folkeparti, der har flere mandater end regeringen. Med Liberal Alliance, der gentagne gange har truet med at vælte regeringen, hvis ikke de får deres ønskede skattelettelser. Og med Konservative, der senest gjorde sig bemærket ved at trække støtten til en minister, hvilket i et par kaotiske dage skabte tvivl om selve regeringens overlevelse.
- Lige nu befinder Danmark sig jo i en politisk relativt vanskelig situation, hvor vi har en meget smal og ikke alt for velfunderet Venstre-regering, siger Morten Messerschmidt.
- Især på grund af Papes (Søren Pape, formand for Konservative, red.) parti, som jo befinder sig i en eller anden form for dødskamp, og som derfor gør vilde ting. Og det er klart, at som det store parti i koalitionen vil vi gerne have så meget stabilitet som muligt, og kunne ordne tingene så roligt som muligt mellem de fire partier, der har flertallet. Og der har vi ikke nødvendigvis den samme strategiske interesse som især Konservative, men også Liberal Alliance. Det skaber nogle udfordringer, og derfor synes jeg også, det er klogt, at man ikke bare buser frem som en anden damptromle og siger; nu er vi størst, nu vil vi sådan og sådan. Det er meget vigtigt, at man tager bestik af den situation, der er. For ellers kan man meget vel ende med at spille nogle muligheder at hænde.
Han understreger, at han er helt enig i med Kristian Thulesen Dahls beslutning om ikke at kræve at blive en del af regeringen på nuværende tidspunkt:
- Det at gå i regering er ikke bare et spørgsmål om ministerposter. Det er også et spørgsmål om, hvad det er for en politik, der skal føres af den pågældende regering. Og det er klart, at hvis man som efter sidste valg står i en situation, hvor man ikke kan få sine centrale løfter på eksempelvis udlændinge eller EU igennem – som virkelig er vitale spørgsmål for os – så kan man heller ikke være medlem af en regering. For så ville man være bundet til at føre en politik, der er i modstrid med, hvad man har lovet sine vælgere. Og så er det jo i virkeligheden et spørgsmål om, hvor længe Løkke har lyst til at være en så lille mindretals-regering. Det er jo et vente-spil, hvor man må se, hvem der først løber tør for is i maven.
Håber ikke briterne melder sig ud
Men indtil Løkke trykker på den famøse valgknap, er det stadig i Europa-Parlamentet i Bruxelles, at Messerschmidt vil komme til at bruge hovedparten af sin tid. Og den helt store debat dernede i øjeblikket handler om konsekvenserne af den folkeafstemning, Storbritannien afholder om få måneder. Her kan de britiske vælgere beslutte enten at acceptere den forhandlingsløsning om et EU-medlemsskab på nye vilkår, som premierminister David Cameron har forhandlet igennem. Eller de kan beslutte helt at forlade EU-samarbejdet. Messerschmidt kan se arguementer for både at stemme "ja" og "nej".
- Men jeg håber, at briterne bliver, siger han.
- For det er den eneste måde, tror jeg, hvor man kan få reformeret EU. Hele tanken om at EU-samarbejdet skal tilbage på et spor, der fokuserer på handel, har udgangspunkt i medlemslandende og ikke EU's egne insitutioner; dén reformproces vil lide skibbrud, hvis Storbritannien vælger at forlade EU.
Briternes valg vil også få betydning for Danmarks forhold til EU, spår Morten Messerschmidt.
- Hvis Storbritanniens aftale bliver vedtaget, vil det være et fantastisk eksempel på, at man rent faktisk godt kan presse reformer igennem i den rigtige retning. Og det vil jo give inspiration, næring og mod til de partier og lande, der ønsker det her. Dengang for knap 10 år siden, da jeg stod og efterlyste reformer af Danmarks forhold til EU i Folketinget, ville jeg da rigtig gerne kunne have peget på, at EU's næststørste land faktisk lige havde fået reformer igennem – og så spørge retorisk, hvorfor Danmark ikke skulle kunne få det.
I det hele taget mener Messerschmidt, at EU-debatten i Danmark har gennemgået en forandring det seneste årti.
- Nærmest alle kan i dag se, at den måde EU fungerer på, ikke er langtidsholdbar. At der skal ske en eller anden form for ændring. Den der jubel-entutiasme, der var omkring fællesskabet indtil for 10 år siden, er væk og erstattet af den mere nøgterne realisme. At man tilgår EU-samarbejdet som et hvilket som helst andet politisk samarbejde: Ikke som en ideologisk gevinst i sig selv, men som noget, der skal levere. Og hvis ikke det leverer, skal man gøre noget anderledes. Den realisme har indfundet sig – senest bekræftet ved nej’et til at ændre retsforbeholdet. Og det vil jeg tillade mig at tage en del af æren for.