Moskeerne bag sløret

TV 2 erfarer: Løkke ønsker at stoppe hadprædikanter ved grænsen

Samtlige partier i Folketinget er indbudt til møde med Lars Løkke Rasmussen i Statsministeriet, og alle ønsker handling.

Folketingets partiledere er onsdag formiddag mødt op til forhandlinger med kirkeminister Bertel Haarder (V) og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) med det formål at diskutere, hvilke tiltag der skal foretages for at dæmme op for hadprædikanter efter TV 2s afsløringer i dokumentarserien "Moskeerne bag sløret".

Ifølge TV 2s oplysninger er et af Lars Løkke Rasmussens forslag at omrejsende hadprædikanter skal stoppes allerede ved grænsen til Danmark. 

Det forslag bakkede Socialdemokraternes formand Mette Frederiksen op om allerede inden mødet.

- Hvis en imam står på en prædikestol i London og opfordrer til vold mod kvinder og mod jøder, så skal de ikke bare kunne komme til Danmark, sagde Mette Frederiksen inden mødet.

Følgelov til Grundloven

Hos Dansk Folkeparti ønsker man at præcisere, hvad Grundloven kan bruges til. Blandt andet men en følgelov, der specificerer paragraf 67, der omhandler religionsfrihed.

Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.

§67 i Grundloven

- Vi forestiller os, man laver en følgelovgivning til den her grundlovsparagraf, der definerer, hvornår man forstyrrer den offentlige orden, så vi med det som redskab kan komme efter de her parallelsamfund, siger DF-formand Kristian Thulesen Dahl.

- Der har været rigtig meget blandt politikere i lang tid. Nu skal der tages noget handling. Og jeg håber også, at vi ret hurtigt kan få samlet en kreds af partier i Statsministeriet, der vil der her. Nu er det jo alle partier i dag, og det borger jo ikke altid for, at vi kommer til løsninger. 

Bedre exit-muligheder

Johanne Schmidt-Nielsen (EL) er enig i, at det er nødvendigt at handle, men hun advarer mod at lovgive om holdninger.

- Hvis ikke vi tager udgangspunkt i, om folk bryder loven eller ej, men skal have et panel, der skal vurderer, om den her holdning er legitim eller ej, så tror jeg, vi kommer ud på en ret farlig glidebane, siger Johanne Schmidt-Nielsen

- Vi lytter til de modige stemmer, der er i minoritetsmiljøerne. De taler blandt andet om, at der skal være gode exit-muligheder. Det er også vigtigt at lytte til krisecentrene, når de fortæller, at det ikke er nok at kunne være på en krisecenter, man skal også kunne etablere et liv bagefter, når man har forladt en voldelig mand, siger Johanne Schmidt-Nielsen.