Politik

Løkkes farvelhilsen til Thorning: Her får han salen til både at grine og buhe

Forholdet mellem de to politiske modstandere er slet ikke så ringe, som medierne har beskrevet, siger Løkke.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) havde både alvorlige og mere humoristiske bemærkninger om sin mangeårige rival Helle Thorning-Schmidt (S), da han tirsdag eftermiddag talte ved Thornings afskedsreception på Christiansborg.

Løkke slog fast, at han - trods de mange års hårde politiske opgør - har ”kæmpe respekt” for sin socialdemokratiske modstander.

- Du har nået dine mål. Og det har jeg kæmpe respekt for, sagde han og fortsatte:

- Du har været en overordentlig stærk repræsentant for Danmark ude i verden.

Herefter takkede den nuværende statsminister Thorning for, at hun ofte ”valgte at lave politik med Venstre, i stedet for med Enhedslisten”, og slog fast, at de to toppolitikere faktisk langt fra havde så dårligt et personligt forhold, som det ellers ofte blev fremstillet i medierne.

- Heldigvis er politik ikke altid så konfliktfyldt, som det bliver gjort til i medier og blandt kommentatorer, sagde han.

Første kvinde

Da Helle Thorning-Schmidt slog Lars Løkke ved valget i 2011, blev hun Danmarks første kvindelige statsminister, og Løkke benyttede lejligheden til at knytte et par sarkastiske bemærkninger til dét faktum.

- Du indtager allerede en særlig plads i Danmarkshistorien. Efter en række mænd, er du den første kvinde. Det var på tide, kan man sige. Og så kunne man også tilføje; så har vi prøvet det. Og så må der gerne gå lidt tid, før vi skal prøve det igen, lød det fra Løkke med slet skjult henvisning til hans førsteudfordrer, Socialdemokraternes nuværende formand Mette Frederiksen, mens der lød grin og buh-råb fra de mange forsamlede socialdemokrater i Fællessalen på Christiansborg.

Siden valget i juni 2015, hvor rød blok mistede regeringsmagten og Helle Thorning-Schmidt gik af som formand, har Thorning udtalt, at hun mener, at kvinder i toppolitik bliver ”vurderet på en lidt større vifte” end mænd.

- Jeg er blevet vurderet på, om jeg nu kunne være en god mor, på hvordan jeg ser ud, på hvilke tasker jeg går med og på hvordan mit hår er, har hun sagt i et interview med TV 2.

Men med en tydelig henvisning til sin egen meget omdiskuterede tøjsag, bemærkede Løkke i dagens tale, at "vi på alle punkter har ligestilling":

- Mit køn forbyder mig at have noget nærmere indblik i, om det er en særlig udfordring at være kvindelig statsminister. Der er dem, der hævder, at der er forskel. At medierne har en overmådig større interesse i sko og tøj og… Men der noterer jeg mig bare, at vi på alle punkter har ligestilling, sagde statsministeren.

Østergaard: Du var lidt stiv i det

Også nære samarbejdspartnere fra regeringsårene var mødt op. Den radikale leder Morten Østergaard understregede i sin tale, at han har nydt at arbejde sammen med Thorning. Men, sagde han drillende:

- Du var måske lidt stiv i formerne. Du sagde på et af de første møder, at du gerne så, at vi på ministermøder tiltalte hinanden med titler. Også selv om der kun var ministre i lokalet. Der skulle være styr på formerne, sagde Morten Østergaard og hæftede sig ved nogle af SRSF/SR-regeringens resultater:

- Jeg har regnet ud at der blev skabt 50 job hver dag, vi var i regering. Mere end 180 unge mennesker beygndte hver eneste dag på en uddannelse mens du var statsminister, sagde den radikale leder. 

Frederiksen: Vi havde ikke haft MUS før

Helle Thorning-Schmidts efterfølger på formandsposten, Mette Frederiksen, hæftede sig ved Thornings altid gode humør. Men også ved hendes måde at agere leder på. 

- Enkelte gruppemedlemmer synes nok, det har været lige smart nok. Det der med medarbejderudviklingsamtaler var ikke noget, vi kendte til. Det har du nu aldrig ladet dig gå på af. Du er ambitiøs, ligefrem og direkte. Man kan sige meget om dig, men konfliktsky har du aldrig været. For vi kan nok ikke skjule, at der har været uenigheder undervejs. Du har aldrig gemt dig, du har taget beslutningerne selv. Der har været klare linjer. Til tider er bølgerne gået højt og vejen har været lidt ufremkommelig. Men ligegyldigt hvad de har skrevet i aviserne, er du aldrig forsvundet ned i et sort hul, lød det fra Frederiksen.

Helle Thorning-Schmidt tiltræder i sit nye job for Save the Children International i London 1. april.