Politik

Fagformænd kræver Henrik Sass Larsen fyret

Den Socialdemokratiske gruppeformand, Henrik Sass Larsen skal fyres. Det mener en lang række fagformænd i Østjylland.

Den socialdemokratiske gruppeformand, Henrik Sass Larsen, er ikke den rette mand til jobbet. Det mener en lang række fagformænd i Østjylland.

De opfordrer Socialdemokraterne til at vælge en ny til den magtfulde post som gruppeformand i partiet.

I et fælles brev beskriver de, hvordan tålmodigheden med Henrik Sass Larsen er brugt op, og de forklarer, hvordan de flere gange har været dybt uenige i hans holdninger.

Utilfredse med taxatjeneste

Det er positive udtalelser om den omdiskuterede taxaservice Uber, der har fået bægeret til at flyde over for fagformændene. Henrik Sass Larsen skulle have talt godt om den kontroversielle deletjeneste, men fagforeningerne mener, at Uber undergraver ordnede forhold på det danske arbejdsmarkedet.

- Vores tålmodighed med den socialdemokratiske gruppeformand Henrik Sass Larsen er brugt op, og det er sagen om den såkaldte taxaservice Uber, der har sat hovedet på sømmet, skriver de mange fagforeningsformænd i brevet.

Blandt underskriverne er HK Østjylland, LO og 3F i Djursland, Transport, Logistik og Byg i Aarhus - og FOA og 3F i Randers.

Kritiserer højredrejning, menneskesyn og flygtningepolitik

De kritiserer også, at Henrik Sass Larsen skulle have udtalt sig positivt om Dansk Folkepartis politik, og at partiet har holdninger, der overlapper Socialdemokraternes.

- Vi taler om et parti, der har støttet regeringen i den omprioriteringsafgift, der betyder voldsomme besparelser i den kommunale velfærd. Et parti, der støtter kontanthjælpsloftet og den dermed følgende fattigdom for mange børnefamilier. Og et parti, som har et menneskesyn i flygtningespørgsmålet, der absolut ikke rækker ind over vore holdninger, skriver de østjyske formænd i brevet.

Hovedforbund vil ikke kommentere

TV 2 har forsøgt at få en kommentar fra Per Christensen, der er formand for 3F's hovedforbund, men ønsker ikke at udtale sig om de østjyske formænds brev.

Socialdemokratiets politiske ordfører, Nicolai Wammen, siger i en skriftlig kommentar til TV 2:

- Jeg må sige, jeg er dybt forundret over både kritikken og den måde, den er blevet fremsat på. Det er en ærlig sag at ville debattere vores politik, men at gøre det i form af et personangreb hører ingen steder hjemme, skriver Nicolai Wammen.