X Factor-Sarah kommer i Folketinget for Enhedslisten
For første gang nogensinde får Folketinget et medlem, som er køretolsbruger. Enhedslistens Sarah Glerup erstatter Pelle Dragsted.
Enhedslisten får 4. april det første kørestolsbrugende medlem af Folketinget i parlamentets mere end 150 år lange historie.
Det sker, når Enhedslistens finansordfører Pelle Dragsted tager tre ugers selvbetalt orlov fra sit politiske arbejde.
Han erstattes af suppleant i Københavns Storkreds, 30-årige Sarah Glerup, der mest er kendt for sin deltagelse i DR1s talentshow X Factor. Grundet sin muskelsvind sidder hun i kørestol og er kun i stand til at trække vejret via en respirator.
Stolt og beæret
Hun er stolt og beæret over at blive det første folketingsmedlem i kørestol. Og hun er helt forberedt på, at hendes handicap vil stjæle billedet. Men sådan må det være.
- Folk vil altid få øje på min kørestol. Det er både godt og skidt, men jeg tror, det har en stor betydning for andre med handicap, at man kan se, at man også kan være medlem af Folketinget, selv om man har et handicap. Jeg håber også, at de, der måtte have nogle fordomme, også kan få dem punkteret, siger Sarah Glerup til TV 2.
- Jeg har et ekstra ansvar
Med til at være den første hører også, at man er ekstra opmærksom på at gøre det godt.
- Hvis jeg smadrer et eller andet med min kørestol eller falder i søvn midt i folketingssalen, vil det være lig med, at alle med kørestol i Folketinget har gjort det dårligt. Det er et ekstra ansvar for at vise, at det godt kan lade sig gøre – og det tager jeg på mig, siger Sarah Glerup, der er spændt på sin debut som folkevalgt.
- Jeg har lidt sommerfugle i maven over det, fordi man skal nå at sætte sig ind i ret meget på kort tid. Men det er fantastisk at få lov til at prøve kræfter med at sidde i Folketinget i en afgrænset periode. Andre skal sidde i fire år, men det her er den mere forsigtige måde at prøve det af på, siger hun.
I dag arbejder hun som kommunikationsmedarbejder i Enhedslistens sekretariat på Christiansborg, så hun kender både det politiske arbejde og de fysiske rammer på slottet Her kommer hun rimelig let rundt via de mange elevatorer, men talerstolen i folketingssalen er en udfordring.
Kjærsgaard: Der skal være plads til kørestolsbrugere
Det arbejder Folketingets administration på at løse. Det vil ifølge Sarah Glerup ske ved at opstille en interimistisk flytbar talerpult foran talerstolen, hvorfra hun kan tale.
Senere skal der findes en mere permanet løsning, så også talerstolen er tilgængelig for kørestolsbrugere, lyder det fra Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF).
- Allerede da jeg tiltrådte som formand understregede jeg, at folketingssalen skal være kørestolsegnet. Derfor har vi en mere permanent løsning på tegnebrættet. Selv om man sidder i kørestol skal man selvfølgelig også kunne være folketingsmedlem. Det er vigtigt i forhold til folkestyret, at man har samme betingelser for at ytre sine politiske holdninger som alle andre, siger hun til TV 2.
Pelle Dragsted vender efter planen tilbage sidst i april med en mastergrad i retorik og formidling i bagagen. Der er ikke lagt op til at Sarah Glerup overtager hans poster som erhvervs- og finansordfører. Hvilke områder, Sarah Glerup skal beskæftige sig med, er endnu ikke afgjort.