Manu Sareen skifter til Alternativet

Den tidligere minister understreger, at skiftet ikke skyldes konflikter eller utilfredshed med Radikale.

Manu Sareen forlader de Radikale og skifter i stedet til Alternativet. Det skriver Altinget.

Den tidligere minister blev ikke valgt ind i Folketinget ved seneste valg, men meldte fornyligt ud på Facebook, at han ikke er færdig med politik.

- Jeg har været i tvivl i lang tid, og jeg er blevet ved med at skele over til Alternativet. Til sidst kunne jeg mærke, at jeg var nødt til at følge mit hjerte, siger han til Altinget.

Dagen efter partikollega lavede samme skifte

Manu Sareens skifte sker dagen efter, at en anden radikal folketingskandidat - nemlig Pernille Boye Kock - skiftede den samme vej.

- Jeg kan godt lide Alternativets tilgang til politik. Jeg kan lide deres ærlighed, og så beundrer jeg deres mod til at se anderledes på tingene. Vi står over for store udfordringer, hvor vi kan vælge at gøre, som vi plejer, eller at se tingene på en ny måde, siger Manu Sareen til Altinget.

Manu Sareen understreger, at det hverken er konflikter eller utilfredshed med de Radikale, der ligger til grund for partiskiftet.

- Jeg har haft 15 fantastiske år med Radikale, men jeg har savnet den glæde, som jeg havde, da jeg begyndte i politik. Politik skal være en fest, hvor man tør håbe og have visioner. Og hvor man ikke tænker i begrænsninger, men i muligheder. Jeg har lyst til at være i en ramme, hvor man tænker anderledes, og det gør Alternativet.

Uffe Elbæk glæder sig over ny partifælle

Alternativets formand, Uffe Elbæk, der selv har en fortid hos de Radikale, glæder sig over det nye medlem.

- Jeg er spændt på at se, hvad han vil kaste sig over og bidrage med til det fælles projekt. Han kommer med mange års erfaringer og er jo blandt andet engageret på det socialpolitiske område, og mit indtryk er, at han glæder sig til at gøre en forskel, siger Uffe Elbæk til Altinget.

48-årige Manu Sareen har i en årrække repræsenteret Radikale. Først i Københavns Borgerepræsentation og fra 2011 i Folketinget, hvor Helle Thorning-Schmidt gjorde ham til først kirke- og ligestillingsminister og siden minister for social- og integrationsområdet.

Morten Østergaard: En fornøjelse og et privilegium at kæmpe med dig
Manu Sareens nu tidligere partiformand Morten Østergaard, har sendt en hilsen til ham på Facebook.

Han skriver:

- Kære Manu, Det har været en fornøjelse og et privilegium at kæmpe side om side med dig - og opnå sejre, som har gjort en forskel for mange.

- Jeg respekterer naturligvis, at du ikke længere føler dig som radikal. Og jeg håber og tror på, at vi fortsat vil kunne kæmpe og gøre en forskel sammen, selvom det bliver fra forskellige partier.

Kære Manu, Det har været en fornøjelse og et privilegium at kæmpe side om side med dig - og opnå sejre, som har gjort...

Posted by Morten Østergaard on Sunday, March 20, 2016

Thomas Funding, politisk analytiker på TV 2, betegner partiskiftet som et scoop for Alternativet og et stort slag for de Radikale.

- Lige så stort et scoop det er for Alternativet at vinde Manu Sareen, lige så stort et slag er det for Radikale Venstre. Selv om han ikke blev valgt ind ved Folketingsvalget sidste år, er han stadig en af de store profiler på det radikale hold. Det gør ondt, og det skaber bekymring. For når han kan finde på at skifte – hvem kan så ikke?”