Politik

Anker Jørgensen hyldes på sociale medier: Derfor er jeg socialdemokrat

Politikere på begge sider af folketingssalen hylder den nu afdøde Anker Jørgensen for hans virke som formand for Socialdemokratiet og statsminister.

Nyheden om Anker Jørgensens død har fået politikere fra begge sider af folketingssalen til at hylde en stor politiker.

For Anker Jørgensen nåede igennem flere perioder som statsminister og formand for Socialdemokratiet at sætte sit markante aftryk på den politiske dagsorden.

Én af de første til at mindes Anker Jørgensen er Socialdemokraternes seneste statsminister, Helle Thorning-Schmidt, der har skrevet et længere mindeord på sin Facebook-væg. 

- Danmark har i dag sagt farvel til en hædersmand af et helt særligt format, der altid kæmpede for retfærdighed og lighed. Han glemte aldrig dem, der har mindst og færrest muligheder, lyder det fra Helle Thorning-Schmidt.

Én af de helt store

Endnu en tidligere S-formand Mogens Lykketoft, der i dag fungerer som formand for FN’s generalforsamling, hylder sin tidligere formand for at sin indsats for arbejderbevægelsen.

- En kæmpe i arbejderbevægelsens historie er gået bort. Han vil blive savnet. Æret være hans minde.

Og Anker Jørgensens virke som politiker og statsminister høster også anerkendelse på den anden side af folketingssalen.

- Vi er blevet en unik politiker og personlighed fattigere. Anker Jørgensen prægede sin samtid og landets fremtid. Æret være hans minde, skriver Venstres Jakob Engel-Scmidt.

De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, husker Anker Jørgensen for hans store politiske integritet. 

Menneske først

Det Radikale Venstres formand Morten Østergaard hylder først og fremmest Anker Jørgensen for hans peronlighed.

- Anker Jørgensen var menneske først og politiker så. Inspirationen lever videre, skriver han på sin Twitter-profil.

Derfor er jeg socialdemokrat

Og mens Anker Jørgensen bliver hyldet for sine politiske bedrifter, så husker en enkelt socialdemokrat den tidligere statsminister for en helt særlig episode, der blev skelsættende for ham selv.

Nemlig den tidligere skatteminister Benny Engelbrecht (S).

- Jeg hørte Anker som statsminister tale til 1. maj, da jeg var barn – derfor er jeg socialdemokrat. Farvel og tak for alt arbejdsmand, skriver han på Twitter. 

Også hos Dansk Folkeparti har man markeret dødsfaldet. Folketingets formand Pia Kjærsgaard mener, at Anker Jørgensen var en "klassisk arbejder."

- Anker Jørgensen havde et langt og godt liv og var en folkets mand, som alle var på fornavn med, skriver Pia Kjærsgaard, i en udtalelse.