Politik

Helle Thorning om historisk portræt: En politiker skal også være følsom

Den britiske kunstner Jonathan Yeo har malet et portræt af tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt. Undervejs i forløbet blev de nære venner.

Nationalhistorisk Museum på Frederiksborg Slot lagde lørdag eftermiddag rammen til offentliggørelsen af et nyt statsministerportræt.

Til store klapsalver afslørede den forhenværende socialdemokratiske statsminister Helle Thorning-Schmidt et moderne og realistisk portræt, som den britiske kunstner Jonathan Yeo har malet.

Helle Thorning-Schmidt var selv med til at vælge Jonathan Yeo, fortalte hun til offentliggørelsen.

- Da jeg så Jonathans værker, vidste jeg med det samme, at det var ham, som skulle male mig, siger hun og henviser til hans realistiske penselstrøg og moderne udtryk.

- Jeg faldt fuldstændig for hans billeder, siger Helle Thorning-Schmidt.

Har malet Tony Blair og Malala

Portrættet af den tidligere statsminister kommer i fint selskab, når Naturhistorisk Museum slår dørene op til portrætudstillingen søndag formiddag.

Jonathan Yeo har både malet den forhenværende premierminister i Storbritannien, Tony Blair, samt den pakistanske Nobelprisvinder Malala.

Og det er vigtigt for den britiske kunstner at vise sine motiver, som de virkelig er.

- En del af det er at vise hende, som jeg ser hende, når jeg er alene med hende, men det er også at vise, hvad hun repræsenterer som den første kvindelige statsminister i Danmark. Dén vigtige del af historien skal portrættet også vise til fremtidige generationer, fortæller Jonathan Yeo til TV 2 kort før offentliggørelsen.

Han forklarer, at han har prøvet at fange Helle Thorning-Schmidts glamourøse side, men samtidig også vise den del af hende, som tager politik dybt alvorligt.

Politikere skal kunne udtrykke følsomhed

Ifølge Helle Thorning-Schmidt har det nære samarbejde om portrættet også affødt et spirende venskab mellem hende og Jonathan Yeo.

- Vi har en god kemi, hvilket jeg også håber kommer til udtryk. Vi har bare talt sammen lige siden, og det var vigtigt for mig, at kunstneren kunne se, hvem jeg virkelig er. Nemlig en person, der er alvorlig, men også fjollet til tider.

Helle Thorning-Schmidt håber, at kemien mellem dem kommer til udtryk i portrættet.

- Mange har spurgt mig, om jeg kan lide maleriet, og jeg kan lide det rigtig meget. Det viser en følsomhed, som bør være i en enhver politiker. Det hander ikke kun om magt, men også om følsomhed, siger Helle Thorning-Schmidt.

Se flere af Jonathan Yeos portrætter herunder: