Politik

Enhedslistens medlemmer: Nu skal vi selv stille op til EU-valg

Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen og medlem af Europa-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU, Rina Ronja Kari.

Enhedslistens medlemmer har talt: Partiet skal ikke længere nøjes med blot at opfordre til at stemme på Folkebevægelsen mod EU.

I 2019 vil det - efter alt at dømme - for første gang nogensinde være muligt at stemme på liste Ø ved et Europa-Parlamentsvalg.

Den seneste uge har Enhedslistens medlemmer stemt ved en vejledende urafstemning, og et flertal af medlemmerne mener, at det venstreorienterede parti ved det næste Europa-Parlamentsvalg ikke blot skal nøjes med at opfordre vælgerne til at stemme på den tværpolitiske Folkebevægelsen mod EU. 57 procent stemte for en selvstændig opstilling, mens 34,9 procent ønskede, at partiet skulle stille op på Folkebevægelsen mod EU's liste.

- Et stort antal af medlemmerne har stemt om, hvorvidt Enhedslisten skal stille op til EU-parlamentet i valgforbund med Folkebevægelsen mod EU. Det har et klart flertal sagt ja til. Det er nu op til Enhedslistens årsmøde i pinsen at træffe den endelige beslutning, siger Enhedslistens gruppeformand, Jakob Sølvhøj, i en pressemeddelelse.

En ordentlig én over tuden til Folkebevægelsen?

Spørgsmålet har været debatteret heftigt internt i partiet længe, og helt ind i den 14 mand store folketingsgruppe har der været uenighed.

Tidligere på ugen fortalte partiets udviklingsordfører Christian Juhl til TV 2, at han frygtede for, hvad et Ø på stemmesedlen ville betyde for Folkebevægelsen mod EU's chancer for at opnå valg. 

- Hvis vi i fremtiden også skal give en mulighed til de politiske hjemløse, der er i stort set alle partier, så skal vi fastholde og støtte op om den tværpolitiske bevægelse, som Folkebevægelsen er. Og der er risiko for, at Folkebevægelsen får en ordentlig én over snuden, hvis Enhedslisten stiller op selv, sagde han blandt andet.   

- Enhedslisten kan jo sagtens leve uden en plads i parlamentet, fordi vi dagligt har en stor synlighed i pressen via Folketinget. Og vi kan tale EU hver dag, hvis vi vil. Men Folkebevægelsen har parlamentet som den eneste platform, og derfor vil arbejdet for dem blive meget mere vanskeligt, hvis de ikke har en plads her.

Jeg mener grundlæggende, at der er brug for, at man kan stemme på et venstreorienteret, socialistisk parti til Europa-Parlamentsvalget.

Pelle Dragsted, finansordfører (EL)

Finansordfører Pelle Dragsted har derimod talt for at partiet skulle stille op selv:

- Jeg mener grundlæggende, at der er brug for, at man kan stemme på et venstreorienteret, socialistisk parti til Europa-Parlamentsvalget, sagde han tidligere på ugen.

Folkebevægelsen mod EU fik ved det seneste Europa-Parlamentsvalg i 2014 8,1 procent af stemmerne og dermed én af de 13 danske mandater. Enhedslisten står i den sidste Megafon-måling til at få 8,8 procent ved næste valg til Folketinget.

Der er ingen spærregrænse til Europa-Parlamentsvalg. Men da Danmark kun har 13 pladser, kræver det i gennemsnit over syv procent af stemmerne at komme ind.